Bayern pryglede HSV - som forventet

De forsvarende tyske mestre har det med at vinde stort over HSV, når de to hold mødes på Allianz Arena. Og her til aften, hvor Bundesligaen blev sparket i gang, var ingen undtagelse med en 5-0-sejr

Thomas Müller stod for to af scoringerne i 5-0-sejren (Foto: AP)
Thomas Müller stod for to af scoringerne i 5-0-sejren (Foto: AP)

Hvis du gerne vil tjene penge, skal du ikke satse på, at Bayern München bliver tyske mestre, Det er nu ikke fordi, at holdet er blevet svagere over sommeren. Tværtimod. Oddset på, at de genvinder titlen, er så lavt, at det næsten ikke giver mening at risikere sine lommepenge på det.

Alt andet end et fjerde mesterskab i træk –som i øvrigt vil være rekord i Bundesligaen – vil da også være en stor skuffelse i det sydtyske.

For favoritter – det er Bayern München. I den grad. Guardiola, der endnu ikke har forlænget den kontrakt, der udløber til næste sommer, råder over den klart bedste trup i Bundesligaen, der forud for denne sæson blandt andet er blevet forstærket med Chile-stjernen Arturo Vidal og den brasilianske dribler Douglas Costa.

Se også: Bundesliga-ekspert: Højbjerg er langt nede i hierarkiet

Begge var da også finde i startopstillingen fredag aften, da Bundesligaen blev skudt i gang på Allianz Arena, hvor HSV kom på besøg. Et Bayern-hold med Pierre Emile Højbjeg på bænken i hele kampen.

Der er ikke noget at sige til, hvis spillerne fra traditionsklubben, der overlevde på mirakuløs vis efter to relegationskampe mod Karlsruher, rystede lidt i bukserne forud for opgøret mod Bayern. 8-0, 9-2 og 6-0 har HSV formået at tabe, når de har besøgt storklubben de seneste år.

Det blev da også som forventet et stort nederlag til Hamburg-klubben, selvom 1. halvleg ikke ligefrem pegede på Bayern-tæsk til gæsterne.

Selvom Bayern havde bolden mere end 75 procent af tiden de første 25 minutter, var HSV påpasselige defensivt, og hjemmeholdet kom sjældent til chancer.

Der skulle dog også en dødbold til, før de rødklædte brød HSV-muren. Xabi Alonso sendte et perfekt frispark ind i hovedhøjde i gæsternes felt, og her steg Medhi Benatia højest og styrede bolden videre ind i mål med sin skulder.

Bayerns spil var til tider for langsomt og idéløst i første halvleg, men i de sidste 45 minutter skruede sidste års CL-semifinalister dog op for turboen og satte HSV på plads.

Se også: Højbjerg fik en halvleg i Bayerns pokalsejr

Først var Robert Lewadowski heldig med, at en lang bold endte for fødderne af ham, hvor polakken derefter resolut øgede føringen kort efter pauseteen.

Og sidenhen meldte den tyske torjäger Thomas Müller sig også ind i kampen. Med 20 minutter igen udnyttede den tyske landsholdsspiller et fremragende indlæg fra Douglas Costa, og fire minutter senere stod Lewandowski så for et sublimt oplæg, som Müller med stor sikkerhed sparkede ind bag en sagesløs Rene Adler i HSV-målet.

Douglas Costa, som har været en af Bayerns bedste i opstarten, kronede en fin indsats fredag aften med også at komme på måltavlen, da han sendte et tørt spark ind.

5-0 til Bayern. Forventet og fortjent. Mon sydtyskerne forbliver på førstepladsen fra dag et og til sidste spillerunde…

20 kommentarer
Vis kommentarer