Den danske forsvarsspiller Frederik Sørensen har spillet sin sidste kamp for bundesligaklubben FC Köln.
Det står klart, efter at den 28-årige dansker har fået ophævet sin kontrakt i klubben med øjeblikkelig virkning.
- Vi er glade for i fællesskab med Freddi at være nået frem til en god løsning. Vi takker ham for hans indsats hos FC Köln og ønsker ham held og lykke i fremtiden, siger Köln-direktør Horst Heldt på klubbens hjemmeside.
Frederik Sørensens kontrakt løb oprindeligt frem til sommeren 2021.
Han kom til den tyske klub i 2015, og siden da er det blevet til 100 kampe - herunder 84 bundesligakampe.
Tidligere i karrieren har han spillet for blandt andet Juventus og Bologna.
Han står noteret for en enkelt kamp for det danske landshold. Det var en testkamp mod Tyskland tilbage i 2017.
Derudover har han blandt andet spillet 17 kampe for U21-landsholdet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.