Bendtner bænket på stor dansker-dag i Bundesligaen

Flere danske stjerner tørner sammen i Tyskland denne weekend, men ikke alle er blevet belønnet med en plads i startopstillingen

For syvende gang ud af otte mulige starter Nicklas Bendtner på bænken i denne Bundesliga-sæson. (Foto: ALL OVER)
For syvende gang ud af otte mulige starter Nicklas Bendtner på bænken i denne Bundesliga-sæson. (Foto: ALL OVER)

Det er store dansker-weekend i Bundesligaen. Kampprogrammet vil, at flere af de tyske klubber, der har dansk islæt som del af mandskabet, mødes i 8. spillerunde.

Således byder lørdagen på opgør som Hannover-Werder Bremen, hvor Leon Andreasen og Jannik Vestergaard begge er i startopstillingen på hver deres hold, mens Mönchengladbach, med Andreas Christensen blandt de udvalgte, på samme tidspunkt går på banen mod Wolfsburg.

Hos sidstnævnte er der imidlertid ikke blevet plads til Nicklas Bendtner blandt de foretrukne til startformationen. I stedet har Wolfsburg-træner Dieter Hecking denne weekend satset på Andre Schürrle som angriber.

Se også: Lewandowski blæser til målfest mod Dortmund

Bendtner kan dog meget vel få en rolle som joker, hvilket statistikken i hvert fald taler for. Han har således taget del i samtlige syv runder hidtil i sæsonen - men seks af opgørene har været i rollen som indskifter.

Mere tillid har Frederik Sørensen fået i FC Köln, og den 23-årige forsvarsspiller ventes søndag at spille sin ottende Bundesliga-kamp fra start, når han og holdkammeraterne møder Schalke 04 i et lokalopgør på Ruhr-fronten.

Hos værterne er det mere tvivlsomt, hvorvidt Pierre-Emile Højbjerg begynder på banen. Ifølge Kicker må lejesvenden fra Bayern München placere sig på bænken til at starte med.

I forrige runde blev det dog til små tyve minutter i aktion, og med en godkendt indsats i torsdagens overbevisende Europa League-sejr over Asteras Tripoli, hvor Højbjerg ramte stolpen, kan han meget vel få lov at betræde grønsværen igen i morgen eftermiddag.

Alle lørdagens Bundesliga-kampe starter 15.30, ligesom søndagens dansker-dyst mellem Schalke 04 og FC Köln også er programsat til at tage sin begyndelse på dette klokkeslæt.

Se også: Tøffe: Pierre-Emile har et problem

3 kommentarer
Vis kommentarer