Bomber Bayern omkuld i München

Bayern München gik glip af avancement i Bundesligaen, da mestrene hjemme tabte 1-2 mod Bayer Leverkusen

Bayern München tabte på hjemmebane. Foto: ANDREAS GEBERT/Ritzau Scanpix
Bayern München tabte på hjemmebane. Foto: ANDREAS GEBERT/Ritzau Scanpix

Jamaicas Leon Bailey glemmer næppe lørdag aften i München lige foreløbigt.

Da spillede den 22-årige angriber med to mål en hovedrolle, da Bayer Leverkusen ude slog Bayern Münchens mestre 2-1 i Bundesligaen.

Det skete i en kamp, hvor Bayerns midlertidige træner, Hans-Dieter Flick, både måtte indkassere sit første mål og nederlag, og Bayern gik dermed glip af at spille sig helt frem i ligaen.

Bayern er dermed stadig tre point efter RB Leipzig, der topper med 27 point.

Der var blot spillet ti minutter, da Bailey slog til første gang og scorede til 1-0, efter at han blev sendt afsted med en dyb stikning og udplacerede Manuel Neuer i Bayern-målet.

Hjemmeholdet pressede på derefter, men Bayern formåede ikke at få scoret før efter 34 minutter.

Her slap Thomas Müller igennem og afsluttede, og bolden blev rettet af på vejen af Leverkusens Sven Bender. Den strøg i mål, og så var der udlignet til 1-1 foran det forventningsfulde hjemmepublikum i München.

Bayerns fans fik dog hurtigt skruet ned for jublen, for der gik ikke mere end et minut, så havde Leon Bailey igen hamret bolden i Neuers mål.

Denne gang blev angriberen spillet fri i venstre side, og han spurtede ned mod Bayerns mål og sparkede usvigeligt sikkert bolden fladt i kassen til 2-1.

Det var stillingen ved pausen, og det lå i luften, at Bayern ville indlede et gigantisk pres i anden halvleg.

Efter en time var gæsterne dog stadig i front, og så måtte Bailey humpende lade sig udskifte, med hvad der lignede en skade.

På bænken kunne han så sidde og prøve at få det hele til at give mening.

For intet tydede på, at han skulle slå til netop denne lørdag. Forinden havde han blot scoret en enkelt gang i ligaen i sæsonåbneren mod SC Paderborn, men siden har der ikke været meget at råbe hurra for.

En skade holdt Bailey ude af fem ligakampe fra 21. september og frem til opgøret mod Borussia Mönchengladbach 2. november, og det opgør blev en fuser med et rødt kort.

Dermed havde Bailey karantæne i to kampe, før han altså eksploderede mod Bayern.

I slutfasen var der kog under kedlerne, og gæsterne fik Jonathan Tah udvist med et rødt kort.

Leverkusen-keeper Lukas Hradecky måtte flere gange afværge, og det samme måtte træværket i hans mål.

Bayern pressede og pressede, men formåede ikke at score, og Leon Bailey forblev dermed dagens store samtaleemne.

Se også: Ødelægger Klinsmanns comeback

Se også: Kæmpe målmandskoks: Stormer mod guldet

Christian Eriksens fremtid er usikker - de store klubber står ikke længere i kø for kreatøren. Foto: Lars Poulsen. Sport og Spil Hvor skal Eriksen hen? Her er udlandets dom

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere