Bossen er stiktosset: - Det er tankeløst!

Det unge Schalke-talent Rabbi Matondo har fået strenge ordrer på at opføre sig ordentligt fra klubbens øverste ledelse

Det unge Schalke-talent Rabbi Matondo er havnet i problemer hos klubbens ledelse. Foto: Leon Kuegeler/Ritzau Scanpix
Det unge Schalke-talent Rabbi Matondo er havnet i problemer hos klubbens ledelse. Foto: Leon Kuegeler/Ritzau Scanpix

Schalke 04's sportsdirektør, Jochen Schneider, er langtfra imponeret over det unge Schalke-talent Rabbi Matondo, efter at den 19-årige waliser med engelske rødder blev set træne i en Dortmund-trøje.

Derfor er sportsdirektøren klar i mælet og gør det meget klart, at han ikke ønsker at se sine spillere begå sådanne handlinger.

- Jeg har gjort det meget klart for ham over telefonen, hvad jeg synes om den her slags tankeløse handlinger. Vi har tydeliggjort over for ham, at han bliver nødt til at vise den rette reaktion på og udenfor banen ovenpå denne dårlige opførsel. Han er kun 19 år, men det her bør ikke ske for ham, siger Schalke-bossen til Bild.

Den uheldige episode fandt sted i et træningscenter, hvor Rabbi Matondo blev taget på fersk gerning, mens han var i gang med at lave pull-ups.

Efter det lækkede billede på nettet blev der spekuleret i, om det var et tabt væddemål, der lå til grund for teenagerens handling.

Efterfølgende har han på det sociale medie Instagram været ude at forklare, hvad der var årsagen til hans optræden i Dortmund-trøjen.

'Jeg er meget ked af det og skuffet over mig selv over at skuffe alle, der er involveret i Schalke. Jeg vil gerne opklare situationen og undskylde til alle i klubben. Især vores utrolige fans. At forårsage sådan en smerte og utilfredshed var absolut ikke min intention,' skriver han på sin Instagram og fortsætter:

'Trøjen var min meget tætte ven Jadon Sanchos, og for at være helt ærlig, tog jeg trøjen på i naivitet for en privat træning,' afslutter Rabbi Matondo.

Rabbi Matondo kom til Schalke 04 i januar 2019 fra Manchester City, og det er formentlig herfra, at hans gode relation til Jadon Sancho stammer fra. Dortmund-stjernen spillede nemlig også i Manchester City, før han i 2017 rykkede til Dortmund.

Samtidig er begge stortalenter fra årgang 2000, hvorfor de har spillet på ungdomsholdene sammen i Manchester City.

Rabbi Matondo har indtil videre spillet 29 kampe for Schalke, mens det også er blevet til to mål for waliseren. Han har desuden allerede fire A-landskampe for det walisiske landshold på sit cv.

Se også: Raser over sin danske stjerne: Vågn op!

Se også: Måber over Zlatan-foto

Se også: Blodbad hos Superliga-nedrykker: Fyrer træner og sportschef

7 kommentarer
Vis kommentarer