Bremen perfekt for Delaney – men her er hans store drøm

- Bundesligaen var min første prioritet, da jeg skulle væk fra FC København, siger Thomas Delaney, der dog drømmer om Premier League

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

BREMEN (Ekstra Bladet): Werder Bremen og Bundesligaen er et stort og vigtigt skridt på vejen for Thomas Delaney. Men den helt store drøm for den 25-årige midtbanespiller er på længere sigt i et andet land og i en anden liga: Premier League!

- Bundesligaen og Bremen er det rigtige skridt for mig nu, men jeg drømmer en dag om at spille i Premier League, siger Thomas Delaney til Ekstra Bladet.

Den tidligere FCK-kaptajn er begyndt et nyt kapitel i en ny klub på et helt andet niveau.

For en stund er snakken om Premier League glemt. Everton var inde i billedet i sommer, men det endte med en aftale med Werder Bremen, hvor midtbanespilleren allerede føler sig godt tilpas.

- Bundesligaen var min første prioritet. Det føles rigtigt at skifte til Bremen, fordi jeg føler, jeg passer godt til spillestilen i Bundesligaen.  

- Jeg skal stadig udvikle mig, og den voldsomme fysik, som praktiseres i Premier League, er jeg nok ikke rustet til endnu, påpeger han.

Delaney havde første arbejdsdag i Bremen. Foto: Lars Poulsen
Delaney havde første arbejdsdag i Bremen. Foto: Lars Poulsen
 

Thomas Delaney skal med skiftet vænne sig til noget helt nyt: Sejrene står ikke i kø, og der skal kæmpes hårdt for at få point på kontoen.

Lige nu kæmper Werder Bremen i bunden for overlevelse. Klubben fra Weserfloden er blot tre point over den kritiske nedrykningsstreg.

- Der er en risiko for, at Bremen rykker ned. Har du en klausul, så du kan komme ud af kontrakten, hvis det sker?

- Jeg vil helst ikke tale om mine kontraktmæssige forhold. Men jeg forventer, jeg er her for at hjælpe Bremen, så vi kan kravle opad i tabellen. Derfor spekulerer jeg ikke på nedrykning, siger Thomas Delaney, der tirsdag eftermiddag trænede med bold i silende regn på en træningsbane ved siden af den nye hjemmebane, Weserstadion.

Ved dagens første træningspas stod den kun på løbetræning for Delaney og holdkammeraterne.

- Jeg skal hurtigt finde mig til rette, men jeg skal også skabe respekt om min person, siger Thomas Delaney, der allerede onsdag er i gang med træningslejren i Malaga.

Thomas Delaney har flere konkurrenter, han skal forbi i håbet om et gennembrud i Werder Bremen. Se dem her.

Clemens Fritz:

Den 36-årige anfører synger formentlig på sidste vers på topniveau. Det vil ikke være overraskende, hvis han er i gang med sin sidste sæson og derfor indstiller karrieren til sommer. Han spiller overvejende fra start, når han er spilleklar. Han spillede 14 af efterårets 16 kampe.

Philipp Bergfrede:

Han har kun spillet seks af efterårets 16 kampe på grund af skader og sluttede også den første halvdel af med skadeproblemer. Når den dynamiske midtbanespiller er klar, spiller han.

Den 27-årige midtbaneprofil er en løbestærk og arbejdsom type, der løber fra felt til felt. Han har spillet i klubben siden 2004 og har på den måde også en særlig status som en af klubbens egne spillere. Han har problemer med akillessenen og rejser derfor ikke med på træningslejren onsdag.

Florian Grillitsch:

Den 21-årige østriger har spillet i klubben siden 2013. Han har været meget svingende i sine præstationer og får formentlig sværere ved at komme på holdet til forårets afgørende kampe. Han har spillet 11 kampe i denne sæson, men har ikke spillet siden midten af november. Han bliver også hjemme fra træningslejren i Malaga.

Zlatko Junuzovic:

Den 29-årige østriger, der har fået spilletid i 15 af efterårets 16 kampe, er slet ikke så stærk, så markant en profil som han tidligere har været for mandskabet. Tidligere var han garant for både mål og oplæg, men i efteråret er det blot blevet til én scoring i Bundesligaen. Han kan også spille i en mere offensiv position. Han er holdets viceanfører.

Forberedelserne:

Thomas Delaney og Werder-truppen rejser onsdag på træningslejr til Malaga, hvor holdet forbereder sig frem til 10. januar. Der skal spilles to kampe under træningslejren. Den ene af modstanderne bliver Club Brugge, som Thomas Delaney har gode minder med. Derudover møder de Karlsruhe. Fordelen for Thomas Delaney er, at to af konkurrenterne ikke er med på træningslejren.

Den svære start:

Thomas Delaney kan se frem til en barsk start på Weserstadion. Werder Bremen starter godt nok med to hjemmekampe, men det er mod to af rækkens bedste mandskaber – 21. januar møder de Dortmund og ugen efter gælder det de forsvarende mestre fra Bayern München.

Sproget:

Thomas Delaney har haft 30 tysk lektioner, men er endnu ikke helt stiv i sproget. Han arbejder intensivt med det tyske sprog og forventer i løbet af kort tid at føre en hel samtale.

Se også: Delaneys barske start: Så er det ud at løbe

Se også: Norsk avis ydmyger Norge: Dansk dominans på Nordens drømmehold

28 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere