Dansk stjerne scorer i magisk comeback

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen scorede et mål for Leipzig, der endte med at vinde over Gladbach

Den danske landsholdsangriber sparkede Leipzig på 2-2. Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix
Den danske landsholdsangriber sparkede Leipzig på 2-2. Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix

RB Leipzig har i de seneste spillerunder i Bundesligaen halet ind på førerholdet, Bayern München.

Lørdag var Leipzig dog tæt på at tabe terræn i toppen af rækken, men vendte 0-2 til sejr på 3-2 hjemme over Borussia Mönchengladbach.

Med sejren formåede Leipzig at holde trit med Bayern München, der tidligere lørdag vandt 5-1 hjemme over FC Köln.

Yussuf Poulsen sørgede for en vigtig scoring til 2-2 for Leipzig. Den danske landsholdsangriber udlignede efter 66 minutter.

Fra kanten af feltet sendte Yussuf Poulsen et langskud afsted, og bolden sad helt ude ved stolpen. Det var femte ligamål for Yussuf Poulsen i denne sæson, men det første siden 16. december.

Leipzig havde inden da fået en skrækkelig start på kampen og var bagud 0-2 efter 19 minutter.

Gladbachs midtbanespiller Jonas Hofmann scorede til 1-0 på straffespark efter blot seks minutter.

Efter 19 minutter øgede angriberen Marcus Thuram til 2-0, da han rettede et skud fra Breel Embolo i nettet.

I anden halvleg indledte Leipzig det utrolige comeback. Kantspilleren Christopher Nkunku reducerede til 1-2 efter 57 minutter, inden Yussuf Poulsen bragte balance i regnskabet.

Indskiftede Emil Forsberg var tæt på at score på et direkte frispark, men svenskerens forsøg endte på træværket.

Poulsen fik chancen på returbolden, men han fik sit skud blokeret.

I stedet blev en anden indskifter den store helt. Den norske angriber Alexander Sørloth, der har en fortid i FC Midtjylland, headede det afgørende mål i nettet tre minutter inde i overtiden.

- Vi lagde den dårlige første halvleg bag os. Det er præcis sådan, man skal gøre efter at være kommet bagud. Vi reagerede, vendte kampen rundt og vandt fortjent. Det vigtigste er at få de tre point, siger Yussuf Poulsen på Leipzigs twitterprofil.

Bayern München topper rækken med 52 point efter 23 kampe. Leipzig har to point færre på andenpladsen.