Dansker foran kæmpeskifte: Skal erstatte ny Liverpool-målmand

Mainz 05 har fulgt Martin Hansen intenst i over et halvt år og er parate til at hente den 25-årige målmand til klubben som erstatning for Loris Karius

Se Martin Hansen vanvittige kasse med hælen. (Video: SNTV)

Herover artiklen kan du se eller gense Martin Hansens vanvittige hælmål mod PSV.

Tyske Mainz 05 har traditionelt været glad for danskere, og nu kan endnu én være på vej til Bundesliga-klubben.

Ifølge Ekstra Bladets tyske pressekilder er Mainz brændt varme på den 25-årige målmand Martin Hansen, der har haft en fremragende sæson i hollandske ADO Den Haag.

Tyskerne har fulgt det tidligere Liverpool-talent intenst i over et halvt år og skulle være meget opsatte på at hente ham til Bundesligaen som erstatning for Loris Karius, der netop er blevet solgt til Liverpool for ca. 45 mio. kr.

Mainz er dog ikke den eneste tyske klub, der har et godt øje til danskeren. Også Werder Bremen er inde i billedet, men et skifte til Mainz er ifølge Ekstra Bladets oplysninger det mest sandsynlige.

Klubben sluttede sæsonen som nummer seks og skal derfor spille i Europa League i den kommende sæson.

Mainz har allerede Emil Berggreen i truppen og blev som bekendt tidligere trænet af den nuværende FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand.

Martin Hansen har også en forbindelse til Hjulmand og FCN. Han fik han en enkelt sæson i Farum-klubben for nogle år siden, men endte ude på bænken efter at have tabt keeperekampen til David Jensen.

I hollandsk fodbold har Martin Hansen imidlertid mere end fået karrieren tilbage på rette spor og udover gode redninger har han udmærket sig med en hælscoring mod PSV Eindhoven, der gik verden rundt.

Martin Hansen forlængede i foråret sin kontrakt med hollænderne, så den nu løber til 2018.

ADO Den Haag er dog indstillede på, at han skal sælges, og klubben står til at score et sted mellem fem og syv mio. kr. i transfer på danskeren.

Martin Hansen fortalte i sidste uge i Algemeen Dagblad, at han håbede at forlade ADO Den Haag denne sommer, og at han var bekendt med interessen fra Tyskland.

- Selvfølgelig. Og jeg ved, at interessen er seriøs, og at klubben er kommet med to bud, som ADO Den Haag har afvist.

- Jeg ved, hvad de har tilbudt, og hvilken klub det er, sagde Martin Hansen uden at sætte navn på.

Det gør Ekstra Bladet så: Mainz 05.

19 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere