Danskerklub henter Hoeness i Bayern

Sebastian Hoeness er manden, som fremover skal bringe succes til danskerklubben Hoffenheim

Robert Skov (tv.) og holdkammeraterne i Hoffenheim har fået sat navn på deres nye chef. (Arkivfoto) Foto: Pool/Reuters
Robert Skov (tv.) og holdkammeraterne i Hoffenheim har fået sat navn på deres nye chef. (Arkivfoto) Foto: Pool/Reuters

Robert Skov og Jacob Bruun Larsen i Hoffenheim skal i næste sæson tage imod ordrer fra 38-årige Sebastian Hoeness, der bliver ny cheftræner i klubben.

Det meddeler Hoffenheim mandag på sin hjemmeside og sociale medier.

Hoeness har hidtil stået i spidsen for Bayern Münchens andethold, men han får nu chancen på øverste hylde i Bundesligaen.

- Vi har været i kontakt med Sebastian Hoeness i lang tid, fordi vi er imponerede over hans arbejde, og hans syn på fodbold passer perfekt til filosofien og strategien i Hoffenheim, siger sportsdirektør Alexander Rosen til klubbens hjemmeside.

Den nye cheftræner har fået en kontrakt gældende frem til 30. juni 2023, og han føler, han træder ind i en klub med et stærkt fundament for succes.

Fornem fodbold-familie
- Hoffenheim har opbygget et imponerende fundament i de senere år for at sikre en optimal og bæredygtig træning for både de professionelle spillere og ungdommen, siger han til tsg-hoffenheim.de.

Hoeness efternavn vækker måske opsigt hos fodboldkendere, og der er skam også familiære bånd til Bayern München-legenden Uli Hoeness. Den nye Hoffenheim-træner er således nevø til den tidligere Bayern-spiller og -præsident, ligesom han er søn af den tidligere Bayern-bomber Dieter Hoeness.

Hoffenheim fyrede i juni Alfred Schreuder som cheftræner efter en sæson, hvor holdet sluttede som nummer seks og dermed skal spille i Europa League i næste sæson.

Det skete, selv om det var en forbedring på tre placeringer fra sæsonen før. I 2017/2018 blev holdet nummer tre og kvalificerede sig til Champions League.

2 kommentarer
Vis kommentarer