Derfor må Bendtner vente på afgørelse

Nicklas Bendtner får formentlig ikke afklaret sin situation i Wolfsburg før efter Real Madrid kampen i næste uge - tilbydes formentlig 15 mio. kr.

Hør mere om Bendtners brud med Wolfburg her

Ingen kæreste. Ingen ’klub’. Ingen landsholdsplads.

Nicklas Bendtner kan lige nu føle sig som verdens mest ensomme menneske.

Der er i hvert fald ikke mange, der vil have noget med den kontroversielle angriber at gøre.

Andet brud på to år

Sidste onsdag blev han fritaget for træning i Wolfsburg. I går gik forholdet til Julie Zangenberg i stykker for anden gang inden for to år.

Parret brød første gang 11. august 2014, fandt sammen ved nytårstid samme år. Det forhold holdt til 5. april 2016. Ifølge Julie Zangenberg skete det i fælles forståelse.

Nu er Bendtner på jagt efter både kærlighed og det rette karrierespor.

For mens ’holdkammeraterne’ i Wolfsburg er i færd med at forberede en af de største kampe i klubbens historie – Champions League-opgørene mod Real Madrid – er Nicklas Bendtners karriere sparket til hjørnespark.

Den 28-årige angriber er sendt langt ud i Wolfsburg-kulden. Han er fritaget for træning og intet peger mod en mirakelredning i klubben.

I sidste uge blev han fritaget for træningen i Wolfsburg, men uden en afklaring på, hvad der så skal ske.

Han ved endnu ikke, om han er en fri mand eller skal møde til træning i klubben på et senere tidspunkt.

Må vente én uge

Nicklas Bendtner kommer til at vente én uge mere på, hvad der skal ske med fremtiden.

For den 28-årige angriber er lige nu ikke topprioriteten hos sportsdirektør Klaus Allofs.

Alle kræfterne er fokuseret på de to Champions League kampe mod Real Madrid.

Derfor ventes det heller ikke, at sportsdirektør Klaus Allofs kommer med en definitiv udmelding om Bendtner før efter næste tirsdags returkamp i Madrid.

Til den tid har Bendtner været suspenderet i to uger.

Klaus Allofs har den senere tid gjort tilværelsen sværere for Nicklas Bendtner. De meldinger sportsdirektøren har fremsat i tyske medier fremmer i hvert fald ikke karrieren for Bendtner.

- Der har været konkrete ting, som jeg ikke vil fortælle om. Vi har set ham som en trussel mod vores sammenhold, og derfor har vi måttet handle, lød meldingen fra Allofs, der heller ikke mener den 28-årige dansker har levet op til sine forpligtelser som professionel topspiller.

I nærheden af 15 mio. kr.

Cheftræner Dieter Hecking har – ifølge tyske pressekilder - definitivt afskrevet Nicklas Bendtner.

Han er parkeret i arkivet for triste oplevelser. Derfor ser der ikke ud til at være en vej tilbage for Nicklas Bendtner i Wolfsburg. Den eneste redning – og det virker ikke sandsynligt – vil være, hvis Dieter Hecking bliver fyret på grund af de svigtende sportslige resultater, en ny træner kommer til og vasker tavlen fuldstændig ren.

Det der virker overvejende sandsynligt er, at Nicklas Bendtners rådgiver, Ivan Marko Benes, i nærmeste fremtid skal forbi Wolfsburg for at tage stilling til den ophørsaftale, som Wolfsburg vil tilbyde.

Nicklas Bendtner får i dag en grundløn om året i omegnen af tre mio. euro – 22,25 mio. kr. Dertil kommer pengepræmier og bonus, så han lander på den anden side af 25 mio. kr. i årsløn.

Tyske pressekilder vurderer, at Nicklas Bendtner formentlig får et tilbud i omegnen af 15 mio. kr. fra Wolfsburg, når parterne sætter sig til bordet for at finde frem til at rive kontrakten i stykker. Nicklas Bendtners aftale med Wolfsburg står først til udløb næste sommer.

Mens Bendtner står uden ’klub’. Uden kæreste og uden landsholdsplads, har han til gengæld penge nok.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nicklas Bendtners rådgiver, Ivan Marko Benes.

36 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere