Det store overblik: Tårer, tossede tilskuere og troen på et mirakel

Storklubben Stuttgart balancerer på randen af fiasko og kan rykke ud for første gang siden 1975

Tingene er bestemt ikke gået Stuttgarts vej denne sæson, hvor de tidligere mestre ligger til nedrykning inden sidste runde. (Foto: AP)
Tingene er bestemt ikke gået Stuttgarts vej denne sæson, hvor de tidligere mestre ligger til nedrykning inden sidste runde. (Foto: AP)

I Stuttgart drømmer de om et mirakel og har også givet det et navn.

Das Wunder von Wolfsburg, miraklet i Wolfsburg. Den lokale radiostation ’Die Neue 107,7’ har lavet en sang – med tilhørende video – hvor der bliver sunget om fortiden, tårer og den sidste chance for at lave miraklet.

I videoen medvirker en række lokale berømtheder og også den tidligere angrebsstjerne Giovane Élber. Som alle andre krydser brasilianeren fingre for sin tidligere klub og beder spillerne tro på miraklet i Wolfsburg.

- Vi klarer det. Stuttgart bliver i Bundesligaen, lyder det fra Giovane Elber, inden det bliver den platinblonde musiker Heinos tur til at krydser både tær og fingre for VfB Stuttgart.

Stuttgarts fans invaderede grønsværen efter nederlaget til Mainz den 7. maj (Foto: Zuma Press)
Stuttgarts fans invaderede grønsværen efter nederlaget til Mainz den 7. maj (Foto: Zuma Press)
 

Se også: Hradecky i gyserafslutning: Det bliver helt vildt

Werder skal tabe
Det er en stor klub, der har brug for et mirakel for at redde livet i Bundesligaen. Klubben har været i Bundesligaen uafbrudt siden 1975 og vandt mesterskabet i 2007.

Der er flere gange blevet spillet Champions League på Mercedes-Benz Arena, men nu står den formentlig snart på 2. Bundesliga. For ét mirakel er ikke nok for Stuttgart.

En sejr mod Nicklas Bendtners tidligere arbejdsgiver kan sagtens vise sig at være for lidt for Stuttgart, der går ind til sidste spilledag i Bundesligaen som nummer næstsidst.

Medmindre de vinder med syv overskydende mål i Wolfsburg er de afhængige af, at Werder Bremen hjemme taber bundgyset mod Eintracht Frankfurt.

Stuttgarts tilskuere er langt fra tilfredse med traditionsklubbens nuværende situation (Foto: Zuma Press)
Stuttgarts tilskuere er langt fra tilfredse med traditionsklubbens nuværende situation (Foto: Zuma Press)
 

Werder og Frankfurt ligger lige over Stuttgart i tabellen med henholdsvis to og tre point mere og en målscore, der er betydeligt bedre.

- Vi skal i første omgang sørge for at få vores eget resultat og så håbe, at der kommer et passende resultat for os, siger den snart tidligere Stuttgart-træner Jürgen Kramny, hvis mandskab under alle omstændigheder i bedste fald maksimalt kan rykke en plads frem i tabellen.

Indtræffer miraklet, slutter Stuttgart tredjesidst og skal ud i to nedrykningskampe mod Nürnberg, der slutter som nummer tre i 2. Bundesliga.

Se også: Han kan blive Danmarks dyreste nogensinde

Großkreutz græd
Det tror de altså på. Eller det siger de, at de tror på.

For da Stuttgart i sidste weekend tabte for femte gange i træk var det, som om både tilhængere og spillere var sikre på, at det var nedrykningen, der indtraf.

Flere hundrede tossede tilhængere invaderede banen, og sikkerhedsvagter måtte beskytte spillerne.

Anfører Christian Gentner fik et skub, og ledelsen mange hårde ord med på vejen.  Den tyske verdensmester Kevin Großkreutz vidste ikke helt, hvad han skulle sige, men tårerne, der trillede ned ad den tidligere Dortmund-spillers kinder, fortalte egentlig også hele historien.

- Jeg kan godt forstå tilhængere, vi er ansvarlige, lød det fra den triste tysker, der ikke havde forventet at skulle stå trekvart begravet i nedrykningssandet, da han i vinter kom til klubben fra Galatasaray.

Stuttgarts anfører Christian Gentner forsøgte at få fansene til at falde til ro efter kampen mod Mainz (Foto: Zuma Press)
Stuttgarts anfører Christian Gentner forsøgte at få fansene til at falde til ro efter kampen mod Mainz (Foto: Zuma Press)
 

Nuvel, Stuttgart havde ikke haft noget godt efterår, træner Alexander Zorniger var naturligvis blevet fyret, og klubben lå i den tunge ende af tabellen. Men nedrykning ligefrem…

Se også: Medie: Dansk komet kan afløse stjerne i Dortmund

Sportsdirektør kan ryge
Før sæsonen talte sportsdirektør Robin Dutt om, at de gode tider skulle vende tilbage efter et par sæsoner, hvor Stuttgart havde ligget faretruende nær nedrykningsstregen.

I sidste sæson var der kun to point ned til en direkte nedrykningsplads, og nedrykningskampene blev kun undgået med ét point.

Det er ikke gået, som Robin Dutt havde lovet, og sportsdirektøren kan meget vel blive den næste, der bliver sparket ud.

Han har ellers tilbudt at gå for halv pris i 2. Bundesliga, men det er ingen formildende omstændighed for de mange forkerte beslutninger, der har ført til, at en stor og pengestærk klub som Stuttgart står med det ene ben ude over afgrunden.

Men lige nu kan Dutt ikke gøre andet end Elber, Heino og alle andre med Stuttgart-hjerte: Krydse fingre og drømme om das Wunder for Wolfsburg…

Ikke kun i Bundesligaen er der spænding til det sidste. Få det store overblik over afslutningerne i de øvrige store ligaer i europæisk fodbold.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere