Det tog ham kun 17 sekunder ...

Stefan Ilsanker blev i den grad man of the match for Eintracht Frankfurt onsdag aften

Stefan Ilsanker blev den usandsynlige dobbelte målscorer for Eintracht onsdag aften. Foto: Stuart Franklin/AP/Ritzau Scanpix
Stefan Ilsanker blev den usandsynlige dobbelte målscorer for Eintracht onsdag aften. Foto: Stuart Franklin/AP/Ritzau Scanpix

Det er ikke mål, man forbinder med Stefan Ilsanker.

Den 189 centimeter høje østriger gør sig mest på banens første to tredjedele som forsvars- eller midtbanespiller. Og det var da også i den henseende, han blev sendt på banen onsdag aften for Eintracht Frankfurt mod Werder Bremen i Bundesligaen.

Ikke for at score mål – men for at forsvare.

For Frankfurt førte 1-0 med ti minutter igen af den vigtige kamp om point i bunden, og det var en sejr, der for alt i verden skulle hjem.

Det kom den. Med Stefan Ilsankers hjælp.

Men modsat cheftræner Adi Hütters forventning blev det med den 31-årige østriger som målscorer. Dobbelt målscorer.

Han skulle bruge 17 sekunder, så lå bolden første gang bag Jiri Pavlenka i Werder-nettet. Det var ikke bare hans første mål i den tyske liga efter skiftet fra Red Bull Salzburg sidste år, det var også den hurtigste scoring af en indskiftet spiller i ligaen, siden man begyndte at registrere den slags for 15-16 år siden, skriver statistikvirksomheden OptaFranz på Twitter.

Ilsanker stod klar tæt under mål, da Nicklas Bendtners gamle rival fra Wolfsburg-dagene, Bas Dost, studsede bolden videre med hovedet efter et hjørnespark. Missionen var enkel – og blev fuldført til perfektion af Ilsanker.

Det syntes nogenlunde lige så enkelt, da han i overtiden headede Jonathan de Guzmans frispark i mål til slutresultatet 3-0.

Havde Ilsanker scoret sit første mål et sekund tidligere, havde det været lige så hurtigt som Ebbe Sands legendariske scoring mod Nigeria i VM-1/8-finalen i 1998. Han var dog et stykke tid fra at tangere en anden dansker - Nicklas Bendtner, der som indskifter for Arsenal i 2007 scorede efter seks sekunder mod ærkerivalerne fra Tottenham.

Frankfurt, der igen havde Frederik Rønnow bænket gennem hele kampen, har nu otte point ned til Mathias ’Zanka’ Jørgensens Fortuna Düsseldorf, der ligger tredjesidst og dermed på den plads, der betyder kvalifikationskampe til næste sæsons Bundesliga.

Werder ligger næstsidst – yderligere to point efter Fortuna.

Se også: Billederne gik verden rundt: - Jeg kan ikke fortælle alt

Se også: Tyvstarter med skandalekamp

Sport og Spil Opsigtsvækkende kursskifte i AGF

Sport og Spil Tæt på enestående rekord: - Så tænk dig dog om!

2 kommentarer
Vis kommentarer