Dortmund haler ind på Bayern

Dortmund er nu kun fem point efter Bayern München efter sejr over Jannik Vestergaards klub i Bundesligaen

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Fodboldklubben Borussia Dortmund hentede lørdag sæsonens ottende sejr i 11 kampe, og Ruhr-klubben halede dermed nogle point ind på suveræne Bayern München i toppen af Bundesligaen.

Dortmund sejrede 3-1 ude over Werder Bremen, der havde danske Jannik Vestergaard med i forsvaret i hele kampen.

Marco Reus bragte det gæstende mandskab foran efter ni minutter, men efter 32 minutter udlignede hjemmeholdets Anthony Ujah til 1-1.

Kort før pausen bragte Henrikh Mkhitaryan Dortmund foran igen, og 18 minutter før tid eliminerede Marco Reus spændingen med sin anden scoring til 3-1.

Dortmund har 26 point efter 11 kampe, hvilket i mange fodboldligaer ville være nok til at ligge i spidsen.

Sådan er det imidlertid ikke i Tyskland, hvor Bayern München har været helt suveræn de seneste sæsoner.

Fredag aften måtte de regerende mestre dog indkassere sæsonens første pointtab, da det blev 0-0 ude mod Eintracht Frankfurt.

Bayern topper alligevel Bundesligaen suverænt med 31 point.

Pierre-Emile Højbjerg fik de sidste 22 minutter på banen, da Schalke 04 satte til i subtoppen ved at spille 1-1 hjemme mod Ingolstadt.

Det gæstende oprykkerhold, der har gjort det rigtig godt på udebane i ligaen, kom foran fem minutter før pausen ved Tobias Levels.

13 minutter før tid lykkedes det for Leroy Sané at udligne for Schalke, der har 20 point.

Se også: Tysk traditionsklub jagter Pione Sisto

Forsvarsspilleren Andreas Christensen var med i hele kampen, da Borussia Mönchengladbach med 4-1 ude over Hertha Berlin vandt for sjette kamp i træk i Bundesligaen.

Gladbach, der tabte de fem første kampe, har nu 18 point.

Frederik Sørensen blev skiftet ud efter en lille times spil, da FC Köln spillede 0-0 hjemme mod Hoffenheim.

Köln har 15 point.

Se også: Grotesk brøler i tysk danskerduel

0 kommentarer
Vis kommentarer