Dortmund overvandt chokstart

Kasper Hjulmands Mainz blev sendt hjem fra Signal Iduna Park med et 4-2-nederlag efter at have taget Dortmund på sengen i det allerførste minut

Dortmund er med en sejr nu over nedrykningsstregen i Bundesligaen. (Foto: AP/Martin Meissner)
Dortmund er med en sejr nu over nedrykningsstregen i Bundesligaen. (Foto: AP/Martin Meissner)

Der var ikke engang spillet et minut, før fredag aften så ud til at skulle blive en ny mareridts-aften for Dortmund.

Hjemme på et fyldt Signal Iduna Park kom Mainz på 1-0 allerede i første minut.

Men træner Jürgen Klopp og hans tropper fik spillet sig tilbage i kampen og vandt fortjent 4-2 efter at have dummet sig et par gange undervejs.

Første gang altså allerede efter 50 sekunder, hvor Roman Weidenfeller var langt ude i sit målfelt og boksede bolden væk. Han var uheldig og faldt i manøvren, og så tog Mainz' Elkin Soto chancen fra distancen og sendte bolden i en bue over tilbagestormende Marcel Schmelzer, der ikke kunne forhindre, at den gik i mål.

Se også: Reus-forlængelse giver Dortmund et boost

Så havde Dortmund på ny et bjerg at bestige, men takterne fra sidste rundes sejr over Freiburg blev fundet frem igen.

Spilmæssigt var de gule overlegne, og det havde kun været retfærdigt, hvis der mindst var kommet balance i regnskabet ved pausen, da både Marco Reus og Shinji Kagawa havde forsøg på og lige forbi træværket.

Men målene lod vente på sig til anden halvleg - og så kom der til gengæld også en del.

Faktisk skulle publikum blot vente fem minutter, inden Neven Subotic nåede højere på et hjørnespark end den tidligere FCK-back Pierre Bengtsson.

Se også: Dortmund forlænger med ombejlet profil

Og der var mere jubel ti minutter senere, da Marco Reus var på spil og sendte storklubben på 2-1.

Så lignede alt fryd og gammen for Dortmund - men spillerne glemte altså lige at skrue hatten ordentligt på efter føringsmålet.

For i minutterne efter gik det galt på ny. Mainz spillede sig igennem, og målscorer Soto fandt med en præcis pasning Yunus Malli, der bankede bolden forbi Weidenfeller.

Alligevel rystede Dortmund-spillerne ikke på hånden. De fortsatte i konceptet, og det gav bonus

Se også: Dortmund tilbage på vindersporet

20 minutter før tid fandt Reus fandt med en elegant ydersideaflevering Pierre-Emerick Aubameyang, og den gabonesiske raket racede fra Mainz-forsvaret og sendte Ruhr-klubben på sejrskurs.

Den blev fulgt op kort efter, da Nuri Sahin sendte 4-2-målet ind bag Stefanos Kapino i Mainz-målet - og så var den kamp reelt afgjort.

Kasper Hjulmand kunne fra sidelinjen se til, at Dortmund med sejren kommer op på siden af Mainz i tabellen. De har begge nu 22 point - to point foran Paderborn under nedrykningsstregen.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere