Dyr dansker: Topklub jagter Vestergaard

Borussia Mönchengladbach vil angiveligt købe Jannik Vestergaard, men Werder Bremen er ikke interesseret i at sælge. Andreas Christensen så dog gerne sin landsmand komme til Gladbach

Tysk topklub er interesseret i Jannik Vestergaard (Foto: AP)
Tysk topklub er interesseret i Jannik Vestergaard (Foto: AP)

Landsholdsspilleren Jannik Vestergaard er en eftertragtet herre, og det tyske fodboldmagasin Kicker melder, at Borussia Mönchengladbach er interesseret i at tilknytte den knap to meter høje forsvarsspiller.

Gladbach har allerede danske Andreas Christensen i truppen, men den unge midtstopper er kun udlejet fra Chelsea indtil sommeren 2017. Og derfor er den tyske topklub på jagt efter en afløser - eller en makker til Christensen, som Gladbach mere end gerne vil beholde efter endt lejeophold.

- Vi vil strække os langt for at skrive kontrakt med ham efter 2017, sagde sportschef Max Eberl mandag ifølge Bild.

Men det er ikke nok med én dansker for Eberl. Vestergaard står også højt på ønskelisten.

Den tårnhøje danskers nuværende klub Bremen har dog ingen intentioner om at sælge Jannik Vestergaard, siger klubdirektør Thomas Eichin ifølge Kicker.

- Jannik Vestergaard er et tema. Han er her på en kontrakt (til 2018, red.), og den ønsker vi at opfylde. Han er og vil være en del af planerne, siger Thomas Eichin.

I samme ombæring tilføjer han, at der end ikke har været henvendelser fra Borussia Mönchengladbach.

TV: Vestergaard var tæt på at score mod mægtige Bayern München i pokal-semifinalen tirsdag:

Ifølge Kicker er det blot et spørgsmål om pris, før Vestergaard får lov til at skifte.

Werder Bremen er økonomisk trængt, og samtidig kæmper holdet for livet i Bundesligaen. Rykker klubben ned, er der næppe råd til at holde på Vestergaard, mener Kicker at vide.

Landsholdskollega Andreas Christensen ville bestemt ikke have noget imod at få Vestergaard som holdkammerat i Bundesligaen.

- Jeg læste et rygte i avisen om, at han kunne være på vej hertil. Det ville være sjovt. Selv om han er lidt ældre end mig, så kender vi hinanden fra tidligere og fra landsholdet, siger Andreas Christensen.

Både "AC" og Jannik Vestergaard har spillet ungdomsfodbold i Brøndby.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere