Edderspændt rasende sportschef giver OL-stjerne voldsom bøde

Lidt for meget fest og ferie koster nu ung fodboldspiller en klækkelig bøde i Bundesligaen

Wallace yderst til venstre var blandt Brasiliens guldvindere i Rio de Janeiro sidste sommer. Foto: All Over Press
Wallace yderst til venstre var blandt Brasiliens guldvindere i Rio de Janeiro sidste sommer. Foto: All Over Press

Der var et sæde ledigt på flyveren, der mandag ekspederede Hamburger Sport-Vereins førsteholdstrup fra Hamborg til Jerez i Sydspanien.

For brasilianske Wallace har valgt at forlænge sin ferie i hjemlandet en anelse, hvilket blandt andet er dokumenteret på Instagram.

Dermed har den olympiske guldvinder lige præcis fundet ud af, hvordan man gør sportschef Jens Todt edderspændt rasende.

Det beretter Bild Zeitung, der samtidig lader vide, at HSV har planer om at tildele ham en bøde på 50.000 euro - svarende til 372.185 kroner.

Selv for en løntung herre, der for et år siden kostede de tidligere mestre 68 millioner kroner, kan det mærkes.

Og selvom han forsøgte sig diplomatisk overfor Bild, så kunne Todt ikke helt holde facaden, da han mandag i lufthavnen blev forholdt spillerens fravær.

- Jeg har tydeligt givet udtryk for vores holdning til både ham og hans rådgiver. Vi er overbeviste om, at Wallace er hos os senest 3. januar, sagde sportschefen.

Wallace i aktion med flere Dortmund-spillere i efteråret. Foto: All Over Press
Wallace i aktion med flere Dortmund-spillere i efteråret. Foto: All Over Press
 

Wallace var en del af det succesrige, brasilianske OL-landshold, der i 2016 vandt guld på hjemmebane. Han skiftede et halvt år senere fra Gremio til netop HSV.

Men den nu 22-årige midtbanespiller trives ikke i Nordtyskland.

Ifølge meldingerne fra Tyskland forsøger han at komme videre i karrieren efter et langt fra tilfredsstillende 2017, hvor han blot nåede 23 kampe i ligaen og pokalturneringen.

Angiveligt er flere brasilianske klubber parat til at købe ham fri, men det vil Jens Todt ikke høre tale om.

- Det er så godt som udelukket, at han forlader os i vinter. Vi vil have, at han bider sig fast, sagde Todt tirsdag.

Se også: Franske bejlere til FCN-profil: Vil hellere til Tyskland

Se også: Træner undskylder film: 'Min søn sagde, jeg var pinlig'

Se også: Vildt: Klar til at spille for sin 26. klub

0 kommentarer
Vis kommentarer