Efter 30 år - det er slut!

Den tyske traditionsklub Schalke 04 kan ikke længere redde livet i Tysklands fineste fodboldselskab

Amine Harit og holdkammeraterne i Schalke 04 kan ikke længere redde livet i Bundesligaen. Foto: Friso Gentsch/Ritzau Scanpix
Amine Harit og holdkammeraterne i Schalke 04 kan ikke længere redde livet i Bundesligaen. Foto: Friso Gentsch/Ritzau Scanpix

Efter 30 sæsoner i træk i Tysklands bedste fodboldrække må den tidligere danskerklub Schalke 04 en tur ned i landets næstbedste række.

Det står klart, efter at klubben fra Gelsenkirschen tirsdag aften tabte med 0-1 på udebane mod Arminia Bielefeld.

Der resterer fortsat fire runder af denne sæsons Bundesliga, men afstanden op til den rigtige side af nedrykningsstregen er på 13 point. Dermed er nedrykningen en kendsgerning.

Ruhrklubben har blot vundet to ligakampe i indeværende ligasæson, og lagt sammen med sidste sæson nåede Schalke næsten et år uden en vundet ligakamp tidligere på sæsonen.

De to sejre tilsat syv uafgjorte kampe har efterladt holdet som solid bundprop med 13 point.

Mange danske fodboldfans husker nok især Schalke fra omkring årtusindskiftet, hvor den tidligere Brøndby- og landsholdsangriber Ebbe Sand var en af holdets store stjerner.

I sæsonen 2000/01 blev Sand bundesligatopscorer med 22 mål og havde sammen med holdkammeraterne nærmest hænderne på mesterskabspokalen.

En scoring dybt inde af Bayern München mod HSV sendte imidlertid titlen til Bayern, mens Schalke måtte trøste sig med en pokalsejr.

Så sent som i sæsonen 2017/18 blev klubben nummer to i Bundesligaen, men de seneste år er det gået ned ad bakke sportsligt.

De dalende sportslige resultater kulminerede altså i denne sæson, hvor klubben nu kun mangler fire kampe før en sommerferie, der slutter med en opstart i 2. Bundesliga.