Efter tragedien: Wolfsburg-boss svarer igen på kritik

Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs afviser, at den afdøde Junior Malanda havde en dårlig omgangskreds, som kritikken ellers har lydt

Junior Malanda blev kun 20 år gammel. Her mindes familie, venner og fans ham. (Foto: SNTV)

Den første uge er gået, siden Junior Malanda forlod denne verden på brutal vis i en vejgrøft i Nordtyskland. Sorgen har dog endnu ikke forladt de mange sind i Wolfsburg-truppen, hvor den afdøde belgier indtil for nylig havde sin faste plads i dagligdagen.

I Bundesliga-klubben er afsavnet fortsat enormt, selv om man har forsøgt at få den tragiske hændelse på afstand ved at rejse på træningslejr i Sydafrika som led i forberedelserne til anden halvdel af sæsonen.

Spørgsmål om Malanda slipper ledelsen dog ikke for, selv om de er mange tusinde kilometer væk fra de vante rammer, og sportsdirektør Klaus Alllofs har tilmed måtte affinde sig med, at han og klubben er blevet genstand for kritik oven på ulykken, der fik det værst tænkelige udfald.

Romelu Lukaku peger mod himlen og sender en hilsen til sin afdøde ven Junior Malanda. (Foto: AP) Premier League - 14. jan. 2015 - kl. 09:14 Her hylder han afdød landsmand efter scoring

Afsenderen er Malandas agent, Peter Smeets, som påpeger, at Wolfsburg og andre klubber lukker øjnene og ikke formår at opstille de nødvendige rammer for, at de unge mennesker, som er i deres fold, har held til at begå sig i tilværelsen uden for træningsbanen.

I hans optik havde Junior Malanda som følge heraf også de forkerte venner og befandt sig i dårligt selskab. Det verbale angreb afvises dog af Allofs, som ikke mener, at hverken han, klubben eller Malanda har trådt ved siden af i forhold til denne sag.

Wolfsburg-spilleren Junior Malanda mistede lørdag livet som følge af en tragisk trafikulykke. (Foto: AP) Tysk fodbold - 13. jan. 2015 - kl. 13:00 Tysk politi til Ekstra Bladet: Her er sandheden om Malandas død

- Jeg kan afvise de anklager. Hvad menes også med dårligt selskab? I forbindelse med ulykken var han (Malanda, red.) sammen med to andre unge fodboldspillere. Det viser da, at han ikke var i det forkerte miljø, siger Klaus Allofs til Bild Zeitung.

- Disse fodboldspillere havde det sjovt sammen, og det fremgår også af billeder fra ferieophold, som han (Malanda, red.) har lagt på Twitter. Han havde rødder i fodboldmiljøet.

- Det er naturligt, at drenge prøver ting af på det stadie i livet. Rent faktisk tror jeg, at unge fodboldspillere er mere modne end andre mænd i den alder, siger Allofs.

På tirsdag vil han sammen med Wolfsburg-truppen tage direkte fra Sydafrika til Belgien, hvor klubbens ledelse og spillere vil vise deres sympati og støtte, når Junior Malanda skal begraves i Bruxelles.


Venner, familie og fans mødtes for at mindes Malanda dagen efter, at den 20-årige belgier døde. (Foto: SNTV)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere