Efter uhyggeligt fan-angreb: - Det var rendyrket frygt

- Der var rendyrket frygt, fortæller unavngiven spiller om episoden, hvor Schalke-spillerne blev jagtet af rasende fans efter nedrykningen fra Bundesligaen

Schalke 04-spillerne anede ikke, hvad der ventede dem, da de forlod banen i Bielefeld. Foto: Wolfgang Rattay/Reuters
Schalke 04-spillerne anede ikke, hvad der ventede dem, da de forlod banen i Bielefeld. Foto: Wolfgang Rattay/Reuters

Flere Schalke-spillere blev sparket og flygtede af ren frygt for, hvad deres egne fans kunne finde på efter nedrykningen fra Bundesligaen tirsdag aften.

Det fortæller en spiller til det tyske medie SPORT1 under betingelse af at være anonym.

Episoden skete, da spillerbussen ankom til Veltins Arena i Gelsenkirchen efter udekampen mod Arminia Bielefeld, som blev tabt 0-1. Her ventede 500-600 vrede fans på spillerne.

- Vi blev fortalt klart og tydeligt, at vi burde skamme os, og at de spillere, der ikke skal være her næste sæson, skulle skride ud af klubben med det samme. Hvis det ikke skete, ville vores liv blive gjort til et helvede, fortæller den anonyme spiller, der også løfter sløret for detaljer fra overfaldet.

- De kastede æg på os. Et kanonslag gik af, og situationen eskalerede voldsomt. Fansene angreb os, og derfra løb vi bare. Det var frygt. Rendyrket frygt. Nogle af os blev sparket og sparket. Jeg er chokeret og ved ikke, hvordan vi kan spille de næste kampe.

Den pågældende spiller rasler også med sablen mod klubbens ledere, fordi de lod mødet med fansene ske.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi skulle møde fansene i første omgang. Klubben sagde, at det ville blive en kort udveksling. Politiet ventede længere nede, mens det stod på, fortæller han.

Ifølge SPORT1's oplysninger fik flere spillere ødelagt private biler. Nogle spillere blev desuden siddende i bussen af frygt for mødet med fansene.

På sociale medier florerer en video, som angiveligt dokumenterer angrebet. Her kan man se og høre flere personer blive jagtet uden for Schalke 04's hjemmebane.

Klubben tog efterfølgende kraftig afstand fra fansenes opførsel. Det kan du læse mere om her.