Eks-landsholdsspiller: 'Han tog kvælertag på mig'

- Jeg blev overfaldet og handlede i selvforsvar, heldigvis kan flere vidner bekræfte det, siger Uffe Bech om en episode på tribunen tilbage i august i forbindelse med en kamp mellem Hannover 96 og Schalke 04

Uffe Bech, der her ses i Hannover-trøjen, siger, han forsvarede sig, da han havnede i klammeri på tribunen sidste år i august mod Schalke-fans. Foto: Allover.
Uffe Bech, der her ses i Hannover-trøjen, siger, han forsvarede sig, da han havnede i klammeri på tribunen sidste år i august mod Schalke-fans. Foto: Allover.

Den tidligere landsholdsspiller Uffe Bech er rystet og chokeret over den historie, der ramte den tyske millionavis Bild tirsdag.

Her blev han nærmest fremstillet som en voldsmand. En historie, der siden bevægede sig til danske medier.

I artiklen kom det frem, at Uffe Bech var involveret i et skænderi i VIP-området i forbindelse med Hannover 96’s hjemmekamp 28. august sidste år på HDI Arena mod Schalke 04. En kamp, han overværede fra tribunen.

Det er korrekt, at Uffe Bech endte i et skænderi, men Uffe Bech-lejren kan slet ikke genkende den fremstilling, som Bild har fortalt sine læsere.

- Først og fremmest er Uffe Bech ikke blevet dømt for noget, han er blot blevet indkaldt til afhøring. For det andet har han ikke forulempet nogen Schalke-fan. Han blev tværtimod i sit sæde angrebet af en flok stærkt berusede og generelt provokerende Schalke-fans, hvoraf den ene – foran en lang række vidner – bagfra tog kvælertag på danskeren, der herefter handlede i nødværge og kortvarigt bed overfaldsmanden i armen, til han løsnede trykket på angriberens luftveje, hedder det i en udtalelse fra Uffe Bech-lejren.

- I Bild fremgår det tillige, at paramedicinere herefter behandlede, syede og desinficerede den pågældende Schalke-fan. Det er også pure opspind, eftersom der ikke gik hul på nogens hud, lyder tilføjelsen.

Ser frem til at forklare sig
Hovedpersonen er ked af sagen, og ser frem til at få den afsluttet.

- Jeg er ked af den misvisende omtale, for jeg handlede i rent selvforsvar, og det er der heldigvis mange, der kan bekræfte. Derfor ser jeg også frem til at forklare mig over for politiet og blive renset i denne her på mange måder groteske sag. De skriftlige udsagn fra fire forskellige vidner tegner alle det samme billede, nemlig at jeg blev overfaldet – ikke vice versa,” udtaler Uffe Bech.

Bild skrev endvidere, at Uffe Bech havde fået en bøde på 1000 euro - 7500 kr., hvilket man heller ikke kan genkende i Uffe Bech-lejren.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller er i øjeblikket er udlejet fra Hannover 96 til Greuther Fürth.

Se også: Dansk fodbold-profil i retten: Bed mand i armen

Se også: Uffe Bech sparker Hannover på førstepladsen

Se også: Uffe Bech: Glæder mig til nyt eventyr

 

12 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere