Erklæret død i fire år: Nu er han dukket op i live

Hiannick Kamba er fundet i god behold efter flere års tvivl om, hvorvidt han var i live

Historien om Hiannick Kambas død (øverst til venstre i den blå trøje) er blevet til lidt af et mysterium i Tyskland. Foto: Christof Keopsel/Getty Images
Historien om Hiannick Kambas død (øverst til venstre i den blå trøje) er blevet til lidt af et mysterium i Tyskland. Foto: Christof Keopsel/Getty Images

I 2016 døde den tidligere professionelle fodboldspiller Hiannick Kamba angiveligt i en bilulykke. Det troede man i hvert fald.

Det tidligere Schalke-talents pludselige død skabte store overskrifter i de tyske medier, men nu er han fundet igen. I live vel og mærke. Det skriver tyske Bild.

Den mystiske død skete ifølge de tyske medier i en bilulykke i 2016, da Hiannick Kamba var en tur i hjemlandet Congo. Efterfølgende annoncerede den 33-åriges daværende klub VfB Hüls, at det tidligere stortalent var død i en alder af blot 29 år.

Ekskonen skal for retten
Historien om Hiannick Kamba er utrolig i sig selv, for hvordan kan man blive erklæret død og fire år senere blive fundet i bedste velgående?

Forklaringen kan måske findes hos den tidligere fodboldspillers ekskone. I hvert fald skriver Bild, at ekskonen nu skal en tur for retten, da man har mistanke om, at hun har forfalsket Hiannick Kambas død.

- Hun er mistænkt for bedrageri, men hun nægter sig skyldig. Efterforskningen er stadig i gang, siger anklageren i sagen, Anette Milk, til Bild.

Angiveligt skulle ekskonen have fået lavet en dødsannonce i hjemlandet Congo, så hun kunne score en stor sum penge i forsikring.

Dette er dog endnu ikke bevist, og derfor efterforsker politiet og myndighederne lige nu sagen nærmere. I sidste ende kan Hiannick Kamba faktisk selv ende med at skulle stå som vidne i retten foran en tysk domstol.

Udråbt som stort talent
I sine tidlige dage som fodboldspiller var Hiannick Kamba udråbt som et af de helt store talenter i tysk fodbold.

Her optrådte han i sine ungdomsår for ingen ringere end Schalke 04, hvor han blandt andet var holdkammerater med den tyske stjerne Manuel Neuer.

Det blev dog aldrig til den helt store karriere for congoleseren, der i stedet drog en tur til de lavere rækker i Tyskland, hvor han spillede for klubber som YEG Hessel, Recklinghausen, SG Borken og til sidst altså VfB Hüls.

Nu har han naturligt nok lagt fodboldstøvlerne på hylden, og i stedet lever han i bedste velgående og arbejder med noget kemiteknik i Ruhr-distrktet, hvor han også har boet, mens han var aktiv som fodboldspiller.

Se også: Legandarisk fodboldboss coronasyg - nu er han død

Se også: Var holdkammerat med Mølby: Nu er han død