Får gylden mulighed i storklub

Hansi Flick har leveret varen, siden han blev midlertidig cheftræner i Bayern München, og det bliver nu belønnet, eftersom tyskeren som minimum beholder jobbet resten af sæsonen

Bayern Münchens vikarierende cheftræner, Hansi Flick, har fået forlænget sin aftale med storklubben. Foto: ODD ANDERSEN/Ritzau Scanpix
Bayern Münchens vikarierende cheftræner, Hansi Flick, har fået forlænget sin aftale med storklubben. Foto: ODD ANDERSEN/Ritzau Scanpix

Bayern Münchens vikarierende cheftræner, Hansi Flick, har leveret så godt et stykke arbejde, at han beholder tjansen som minimum frem til sommer.

Det meddeler den tyske mesterklub på sin hjemmeside.

Flick tog over efter fyrede Niko Kovac i begyndelsen af november og har siden ført holdet til otte sejre i ti kampe på tværs af turneringer.

De forbedrede resultater har blandt andet betydet, at Bayern München igen er med fremme i mesterskabskampen, hvor holdet overvintrer på tredjepladsen i Bundesligaen med fire point op til førerholdet RB Leipzig.

Derudover gik holdet videre fra sin Champions League-gruppe med maksimumpoint.

Allerede lørdag lagde Bayern Münchens bestyrelsesformand, Karl-Heinz Rummenigge, op til, at Flick ville fortsætte i trænersædet på den anden side af nytår, og efter bekræftelsen søndag siger han til klubbens hjemmeside:

- Vi er meget tilfredse med Hansi Flicks arbejde. Med ham som cheftræner har udviklingen i spillet på banen været fremragende - både i kvaliteten og i de opnåede resultater, lyder det fra Rummenigge.

Den 54-årige træner var assistenttræner for det tyske landshold, som i 2014 blev verdensmester i Brasilien.

Om den forlængede ansættelse siger Hansi Flick til klubbens hjemmeside:

- Jeg er glad for, at FC Bayern fortsætter med at have tillid til mig som cheftræner. Jeg nyder virkelig at arbejde med holdet og resten af trænerstaben, siger han.

Flick kom til klubben i sommeren 2019 som assistent for Niko Kovac, men efter 1-5-blamagen mod Eintracht Frankfurt i november røg Kovac ud.

Som spiller var Hansi Flick også i Bayern München. Det var han fra 1985 til 1990, hvor det blev til 139 kampe og syv mål for den tyske storklub.

Emiliano Marcondes blev ikke nogen ubetinget succes i Midtjylland, men måske vender Brentford-spilleren alligevel tilbage til guldkampen. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Kæmpe transfer-overblik: Sådan skal FC Midtjylland handle

Det kan ikke udelukkes, Brøndby modtager bud på sin store profil, Kamil Wilczek, i transfervinduet. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Kæmpe transfer-overblik: Her svinger Brøndby kniven

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere