Får lov at slippe

Forskellige former for støtte til den afdøde George Floyd i Bundesligaen får ikke disciplinære konsekvenser

Jadon Sancho fejrer en scoring i Dortmunds senste kamp ved at vise en t-shirt med teksten
Jadon Sancho fejrer en scoring i Dortmunds senste kamp ved at vise en t-shirt med teksten "Justice for George Floyd". Foto: Pool/Reuters

Normalt slår disciplinærudvalg hårdt ned på spillere, som løfter op i trøjen og fremviser diverse budskaber på T-shirten indenunder eller på anden måde blander eksempelvis sport og politik sammen på banen.

Men der er undtagelser. I hvert fald i Tyskland slår Det Tyske Fodboldforbunds (DFB) disciplinærinstans fast.

I seneste spillerunde markerede flere spillere i Bundesligaen deres støtte til den sorte amerikaner George Floyd, som blev dræbt under en voldsom anholdelse, hvilket har affødt antiracistiske demonstrationer i især USA men også andre lande.

Støttemarkeringerne kommer dog ikke til at koste spillerne hverken karantæne eller bøder. Det slår Anton Nachreiner, chef for disciplinærudvalget, fast på DFB's hjemmeside.

- Naturligvis følger vi FIFAs og DFB's regler, men i dette konkrete tilfælde drejer det sig om antiracistiske markeringer fra spillere, som dermed støtter op om værdier, DFB til fulde støtter. Derfor vil vi ikke foretage os noget.

Lignende markeringer i de kommende runder vil heller ikke føre til disciplinærsager.

Floyd døde efter sin anholdelse, hvor en hvid betjent havde siddet på ham og presset sit knæ ned mod hals- og nakkeregionen i næsten ti minutter, så Floyd ikke kunne få luft, hvilket han forsøgte at gøre opmærksom på.

Det skete 25. maj i Minneapolis. De fire betjente, som var indblandet i anholdelsen, er alle blevet fyret. Betjenten, som sad på nakken af Floyd, er nu sigtet for uagtsomt manddrab.

Dødsfaldet har ført til mange demonstrationer mod racisme, og flere sportsfolk har vist deres sympati for George Floyd. Det er sket enten med tekst på en T-shirt eller ved at knæle i protest.

Dortmund-spillerne Achraf Hakimi og Jadon Sancho, Schalke 04's Weston McKennie, Borussia Mönchengladbachs Marcus Thuram og FC Kölns Anthony Modeste markerede alle i forbindelse med kampene deres støtte til Floyd og kampen mod racisme.

Fra toppen i DFB er der også fuld opbakning til, at spillerne må støtte op om kampen mod racisme.

- Det gjorde mig glad (at der ikke åbnes sager mod spillerne, red.), siger præsidenten for DFB, Fritz Keller.

- DFB er imod alle former for racisme, diskriminering og vold, og vi går ind for tolerance, åbenhed og mangfoldighed. Derfor har spillernes handlinger vores respekt og forståelse.

Se også: Nægtede lønfritagelse: Nu er han fyret

Se også: Truer Pierre-Emile

Sport og Spil Tæt på enestående rekord: - Så tænk dig dog om!

10 kommentarer
Vis kommentarer