Forlader engelsk mareridt: Her skal Viktor Fischer genstarte karrieren

Den danske angriber skifter med øjeblikkelig virkning fra Middlesbrough til Mainz på en fireårig kontrakt

Fischer får ny begyndelse i Bundesligaen. Foto: Mainz05.de
Fischer får ny begyndelse i Bundesligaen. Foto: Mainz05.de

Ekstra Bladet skrev allerede en uge siden, at den gensidige interesse mellem Mainz 05 og Viktor Fischer var glohed – nu er ’forlovelsen ’ så blevet til en reel kontrakt. Jyden skifter efter én omtumlet sæson i Middlesbrough til Bundesligaen og klubben, hvor han har gaflet en kontrakt, der rækker helt frem til 2021.

Det har Mainz netop offentliggjort bl.a. på sin hjemmeside, hvor den 23-årige danske landsholdsspiller bliver lovprist i pæne toner.

Skiftet sker med øjeblikkelig virkning, og klubberne er enige om ikke at offentliggøre den sum, tyskerne skal sende over kanalen for at købe jyden fri. Surprise, surprise…

Viktor Fischer nåede at spille 16 kampe for englænderne efter fire år i Ajax Amsterdam, hvor offensiv-spilleren i den grad fik målnettene til at blafre og hollænderne til at klappe taktfast. I hvert fald i Amsterdam.

Sportsdirektør Rouven Schröder:

- Viktor Fischer er en meget spændende spiller med stort potentiale. Han er tilmed en teknisk stærk og afslutningsstærk angriber, der med sine kvaliteter vil forstærke vores trup. Vi glæder os over, at han har besluttet sig for at spille for Mainz 05.

Viktor Fischer bryder heller ikke rammerne for høflighed:

- Sportsdirektør Schröder og træner Sandro Schwarz har fuldstændig overbevist mig om den vej, Mainz 05 vil gå. Det er den rigtige klub for mig – og hvor jeg igen vil komme til at nyde fodbold rigtigt. Mainz er en skøn by, og vi har et fantastisk stadion. Jeg vil hurtigt integrere mig på dette hold og i denne klub, hurtigt komme i form og bringe mine kvaliteter som offensiv-spiller.

Det kan ikke gå galt…

Se også: Mareridtet slut: Bundesliga-klub bejler til PL-dansker

Se også: Viktor Fischer meldes interessant for de skotske mestre

11 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere