Gladbach-træner siger op efter elendig sæsonstart

Lucien Favre er fortid i Andreas Christensens klub, Borussia Mönchengladbach, efter fem nederlag i fem kampe

Borussia Mönchengladbachs succesfulde træner Lucien Favre har sagt sit job op efter fem nederlag på stribe. Det danske forsvarstalent Andreas Christensen skal derfor have ny chef (Foto: AP)
Borussia Mönchengladbachs succesfulde træner Lucien Favre har sagt sit job op efter fem nederlag på stribe. Det danske forsvarstalent Andreas Christensen skal derfor have ny chef (Foto: AP)

Fem nederlag i lige så mange kampe var for meget for Lucien Favre, der søndag er trådt tilbage som cheftræner for Borussia Mönchengladbach.

Den 57-årige schweizer oplyser over for nyhedsbureauet dpa, at han med omgående virkning stopper i klubben, hvor han har været i fire et halvt år.

- Efter grundig overvejelse og indgående analyse, er jeg kommet til en erkendelse: Det er i denne situation det bedste, at jeg træder tilbage som cheftræner for Borussia Mönchengladbach, siger Lucien Favre.

Se også: Dortmund fortsætter parløb i toppen med Bayern

Denne sæsons nedtur har været brat og uventet, efter at klubben under Favres ledelse har været på konstant fremmarch og i sidste sæson endte som nummer tre i Bundesligaen.

Det rakte til en billet direkte i Champions League, men klubbens debut i det fine selskab tidligere på ugen endte også som en skuffelse med et klart nederlag i Sevilla.

Se også: Højbjerg får en halv time i Schalke-sejr

Dermed skal det danske forsvarstalent Andreas Christensen have ny chef. Christensen var tilbage i startopstillingen for Mönchengladbach i lørdagens møde med FC Köln, men gjorde en uheldig figur ved Kölns mål til 1-0, som blev kampens eneste.

Mönchengladbach er uden point i bunden af Bundesligaen, hvor kun Stuttgart er startet lige så dårligt.

Det er foreløbig ikke oplyst, hvem der skal afløse Lucien Favre. Gladbach skal allerede i aktion igen onsdag aften i Bundesligaens midtugerunde.

Her tager den kriseramte klub imod Augsburg hjemme på Borussia Park.

2 kommentarer
Vis kommentarer