Guardiola: Afslører min fremtid i næste uge

Pep Guardiola løfter i næste uge sløret for, hvor hans fremtid ligger som klubtræner

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Pep Guardiolas kontrakt med Bayern München udløber til sommer, og derfor er den spanske træner jævnligt blevet kædet sammen med andre klubber.

Den 44-årige spanier, som bliver betragtet som en af de bedst trænere i verden, har hidtil forholdt sig tavs i forhold til, om han forlænger med Bayern München, eller om han søger nye græsgange.

Men efter tirsdagens 1-0 sejr over Darmstadt i den tyske pokalturnering åbnede Guardiola op for en snarlig afklaring.

- I aften (tirsdag red.) har jeg ikke noget svar. I næste uge vil I kende svaret. I næste uge vil der komme klarhed, sagde Guardiola til den tyske tv-kanal ARD.

Bayern München mødte lørdag den bedste modstander, man har mødt i sæsonen (Foto: AP) Tysk fodbold Guardiola overrasker: Miniput det bedste hold, vi har mødt

Pep Guardiola er oftest blevet sat i forbindelse med de to Manchester-klubber.

Den tidligere Bayern-træner Ottmar Hitzfeld har fortalt, at Guardiola allerede har besluttet at skifte til Manchester City, mens Franz Beckenbauer mener, at spanieren kunne være fristet til at afløse Louis van Gaal i Manchester United.

Pep Guardiola fik sit store gennembrud som træner, da han stod i spidsen for FC Barcelona fra 2008-2012. Her vandt han 14 trofæer, inden han i 2013 skiftede til Bayern München. I den tyske storklub har han vundet Bundesligaen i sine to første sæsoner og er godt på vej til at vinde tredje ud af tre mulige.

4 kommentarer
Vis kommentarer