Han hedder slet ikke Silas Wamangituka

Silas Wamangituka hedder ikke Silas Wamangituka mere. Og hans alder har også forandret sig. Lige pludselig

Silas i nærkamp med David Alaba og Alphonso Davies fra Bayern München. Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix
Silas i nærkamp med David Alaba og Alphonso Davies fra Bayern München. Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix

Den sportslige ledelse må have stået og kløet sig noget i håret i VfB Stuttgart, da deres 21-22-årige spiller Silas Wamangituka trak dem til side for nylig.

For den historie, han fortalte var ikke, som de historier, man plejer at høre i tysk fodbold. Eller i andre sportsgrene eller lande for den sags skyld.

Det viser sig, at Silas Wamangituka slet ikke hedder Silas Wamangituka. Han hedder Silas Katompa Mvumpa. Og så er han født i 1998 – ikke 1999, som det ellers har fremgået af hans papirer.

I denne artikel vælger vi fremadrettet bare at kalde ham Silas og beder om forståelse for dette.
Og forklaringen på forvirringen kommer så her:

Opsøgt af mellemmand
I 2017 fik han visum til Belgien som 18-årig, så han kunne rejse fra hjemlandet DR Congo for at prøvetræne med storklubben RSC Anderlecht.

Kort før visummet udløb, udtrykte Anderlecht ønske om skrive kontrakt med ham, men de krævede, at han rejste hjem til DR Congo og vendte retur med et nyt, gyldigt visum, før kontrakten kunne underskrives.

Her begyndte det så at gå galt for Silas, der blev opsøgt af en mellemmand, en agent siges der, der truede den unge spiller og sagde, at han ikke ville få lov at komme ind i Europa igen, hvis han rejste hjem til det afrikanske kontinent.

I stedet skulle han blive, og så ville vedkommende sørge for en ny identitet og dertilhørende falske papirer med Silas’ fars navn, Wamangituka.

Alt dette ved vi fra VfB Stuttgart, der har beskrevet hele forløbet og Silas’ forhistorie – ud fra den forklaring, spilleren selv er kommet med.

Nægtet adgang til bankkontoen
Efter at have fået fremskaffet nye papirer, fik agenten en aftale med Paris FC i stand. Silas og agenten flyttede sammen til den franske hovedstad, men det var ikke lykken for spilleren, der blev nægtet adgang til både bankkonto og andre væsentlige papirer som eksempelvis sit pas.

Dertil skal tilføjes, at han igen og igen fik at vide, at han kunne glemme alt om en karriere, hvis hans sande identitet nogensinde kom frem.

Det gør den så nu, og det er nok meget godt.

At det er kommet hertil skyldes, at Silas omsider har fået løsrevet sig fra idioten med hjælp fra sin nuværende arbejdsgiver, VfB Stuttgart.

Silas hjælpes fra banen med en skade, da Stuttgart taber 4-0 til Bayern München. Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix
Silas hjælpes fra banen med en skade, da Stuttgart taber 4-0 til Bayern München. Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix

Han spillede en sæson i Paris i Frankrigs næstbedste række, inden Stuttgart fik fingrene i ham i sommeren 2019. Men han holdt fast i sin nye identitet. Først nu to år senere, er der kommet andre boller på suppen.

- Jeg har levet i konstant frygt de seneste år, og jeg har bekymret mig meget for min familie i DR Congo. Det har været et stort og svært skridt for mig at fortælle sandheden, siger han til klubbens hjemmeside.

- Jeg havde ikke turde gøre det nu, hvis ikke det havde været fordi, at Stuttgart er blevet mit andet hjem, fortæller han og siger, at han nu er en lettet mand.

- Jeg håber, at andre i lignende situationer dermed får modet til at stå frem. Jeg er dybt taknemmelig over, at VfB Stuttgart stoler på mig og hjælper mig i denne svære tid.

'Han er offeret her'
Og der er ingen tvivl om, at arbejdsgiveren har købt hans historie.

- Han er først og fremmest offeret her, og vi vil beskytte ham. Jeg har stor respekt for, at han i den alder og uden at kende konsekvenserne har turde tage det her skridt, siger sportsdirektør Sven Mislintat.

Det er nu flere uger siden, Silas informerede sin arbejdsgiver om sin situation, og siden har klubben arbejdet på at få styr på fakta, de rigtige oplysninger fra DR Congo, give de tyske myndigheder de rigtige oplysninger og informere det tyske fodboldforbund.

Man er nu af den overbevisning efter at have gennemgået juraen, at spilleren har været i besiddelse af en gyldig licens, men at man selvfølgelig skal have en opdateret version med det rette navn og den rette fødselsdato. Alt andet er jo bare noget værre rod.

- Vi offentliggør denne usædvanlige sag på eget initiativ for at understrege, at vi går ind for gennemsigtighed med hensyn til beskyttelse af vores spiller, siger Thomas Hitzlsperger, der er såkaldt Head of Sport i klubben.

Og så lige for at alle er med på den: Silas hedder nu Silas Katompa Mvumpa. Han er født 6. oktober 1998 i DR Congo – ikke 6. oktober 1999, som man ellers gik og troede.

VfB Stuttgart er bekendt med agentens identitet men fortæller ikke noget om, hvorvidt man agter at forfølge muligheden for en straf af vedkommende.