Julian Nagelsmann bliver ny cheftræner i Bayern München

Tysklands største klub henter toptræner hos konkurrenten RB Leipzig. Julian Nagelsmann afløser Hansi Flick

Julian Nagelsmann kan se frem til at træne en af verdens største klubber. Foto: Marvin Ibo/Ritzau Scanpix
Julian Nagelsmann kan se frem til at træne en af verdens største klubber. Foto: Marvin Ibo/Ritzau Scanpix

Helt som forventet bliver Julian Nagelsmann ny cheftræner for Bayern München.

Det bekræfter den tyske storklub på sin hjemmeside.

Nagelsmann overtager trænersædet 1. juli fra Hansi Flick og har skrevet en kontrakt frem til 2026.

Bild skriver, at den 33-årige tysker, der havde en kontrakt med RB Leipzig til 2023, bliver den dyreste træner i historien.

Flere tyske medier heriblandt SPORT1 skriver, at RB Leipzig kan få op til 25 mio. euro - svarende til 187 mio. kr. - inklusive bonusser for Nagelsmann.

De beretter desuden, at Andre Villas-Boas' skifte fra FC Porto til Chelsea i 2011 indtil nu har været den dyreste transfer i den kategori.

- Julian Nagelsmann står for en ny generation af trænere. På trods af sin unge alder har han haft en imponerende karriere. Vi er overbeviste om, at vi med Julian Nagelsmann vil bygge på de seneste års store succeser, siger Bayern-præsident Herbert Hainer.

Danske Yussuf Poulsen skal have ny træner. Foto: Marton Monus/Ritzau Scanpix
Danske Yussuf Poulsen skal have ny træner. Foto: Marton Monus/Ritzau Scanpix
 

Den tyske træner er glad for at kunne skifte til Bayern München efter sæsonen.

- Leipzig er noget særligt - og alligevel går jeg. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er begejstret for trænerpositionen i Bayern München, og at jeg med glæde vil påtage mig dette job, hvis denne engangsmulighed skulle opstå.

- Det er meget specielt for mig at blive træner i FC Bayern. Jeg vil derfor gerne takke Oliver Mintzlaff (adm. direktør i Leipzig, red.) og alle de ansvarlige i RB Leipzig for at finde en løsning sammen med FC Bayern for at gøre dette ønske muligt for mig, siger Nagelsmann til Leipzigs hjemmeside.

Han var cheftræner for Hoffenheim fra 2016-2019, hvorefter han overtog samme job i RB Leipzig. Her kommer tyskeren til at være i to sæsoner, inden han den kommende sæson skal træne en af verdens største klubber blot som 33-årig.

Champions Leagues semifinaler står for døren. Få de seneste managerråd her (+).

I februar kunne klubben også vinke farvel til David Alaba.