Klopp havde set potentialet: Stor ros til ung dansker

Dortmund-danskeren Jacob Bruun Larsen gjorde nok engang god reklame for sig selv i onsdagens kamp mod Nürnberg, men den tidligere Dortmund-træner Jürgen Klopp havde faktisk lagt mærke til den hurtige dansker allerede tilbage i 2015

Jacob Bruun Larsen jubler efter sin scoring mod Nürnberg. Foto: AP-Images
Jacob Bruun Larsen jubler efter sin scoring mod Nürnberg. Foto: AP-Images

Da Jürgen Klopp i foråret 2015 bekendtgjorde sit stop i Dortmund, var der én ting, der særligt ærgrede den karismatiske Dortmund-helt: At han ikke fik mulighed for at få fingrene i diamanterne fra klubbens gyldne årgang ’98.

- Der kommer nogle helt fantastiske drenge, og jeg kunne tude over, at jeg ikke får lov at træne dem, sagde den nuværende Liverpool-manager på en ganske følelsesladet pressekonference.

Dengang i Dortmund talte man om en gylden kvartet af 98’ere. Længst fremme dengang var Christian Pulisic og Felix Passlack, bag dem var Dzenis Burnic og en ung dansker: Jacob Bruun Larsen.

På det tidspunkt havde han bare været i den tyske storklub i nogle måneder, men historierne om den unge danskers evner havde altså også nået Klopps trænerkontor.

Jürgen Klopp fra sin tid i Dortmund. Foto: AP-Images
Jürgen Klopp fra sin tid i Dortmund. Foto: AP-Images
 

Den store profil
Borussia Dortmund havde kæmpet hårdt for at få den offensive profil fra Lyngby. Som 15-årig kunne Jacob Bruun Larsen vælge mellem adskillige store europæiske klubber og var på en rundtur i Europa.

Han var i PSV Eindhoven, i Liverpool og i Dortmund.

Da han havde trænet med første gang med i den tyske klub, gik anføreren for U17-holdet, Mohamed El-Bouazzati, hen til træner Hannes Wolf og sagde, at ham danskeren skulle de skrive kontrakt med.

Det gjorde klubben fra Ruhr, der til gengæld sendte et par mio. kr. i Lyngbys klubkasse.

Fra start følte Jacob Bruun Larsen, at Dortmund virkelig ville ham, og det har vist sig at være et lige så godt match som håbet.

Han blev tysk mester tre gange i løbet af to og et halvt år. Én gang med U17-holdet og to gange med U19-holdet.

Vis dette opslag på Instagram

Deutsche Meister!!!! 3x

Et opslag delt af Jacob Bruun Larsen (@jacobbruunlarsen) den

På det sidste mesterhold var han den store profil og lavede nærmest et mål og en assist per kamp. 20 mål og 13 assist nåede han i 17 kampe, inden en træthedsbrud i foråret 2017 satte ham ud af spillet.

På det tidspunkt havde han allerede fået debut på førsteholdet - i en pokalkamp mod Union Berlin i oktober 2016 - men skader plagede ham i 2017, og efter træthedsbruddet fulgte en knæskade.

Jacob Bruun Larsen i kamp mod Østrig i 2013. Foto: Schou Henrik
Jacob Bruun Larsen i kamp mod Østrig i 2013. Foto: Schou Henrik

Fyret dagen efter
I vinter tog Jacob Bruun Larsen sydpå til Bundesliga-kollegerne VfB Stuttgart på en lejeaftale.

Dér var hans ungdomstræner fra Dortmund Hannes Wolff blevet træner for førsteholdet, og han kunne godt bruge danskeren.

Jacob Bruun Larsen startede kort efter sin ankomst i januar inde mod Schalke 04. Kampen blev tabt, og Wolff blev fyret dagen efter.

Det blev kun til tre indhop mere resten af sæsonen for Jacob Bruun Larsen, og starten på livet som seniorspiller var hård for ham. Men hans ærgerrighed hjalp ham igennem den hårde tid.

Han vendte i sommer tilbage til Dortmund, hvor den nye træner, Lucien Favre, straks fik godt øje til den eksplosive dansker, der kan skabe ravage på begge kanter, men er bedst i venstre side.

Jacob Bruun Larsen lavede i august hattrick i en testkamp mod Zürich, scorede i landsholdpausen i september fire gange mod Osnabrück og åbnede onsdag aften sin Bundesliga-målkonto i sin kun anden Bundesliga-start i den ikoniske gule trøje. 

Ros i medierne
Den danske U21-landsholdsspiller, der i 2016 var med til OL i Rio, åbnede i det niende minut festen, da Dortmund slog Nürnberg 7-0 - klubbens største hjemmesejr i 32 år.

Fra en spids vinkel og vippede han elegant bolden forbi Nürnberg-keeper Fabian Bredlow og kunne juble over det første af forhåbentlig mange Bundesliga-mål.

Dortmunds danske nummer 34 nåede også at lægge op til Marco Reus’ 4-0-scoring, inden han et kvarter ført tid blev skiftet ud.

I Kicker blev han belønnet med den fine karakter 2 (på en skal fra 1 til 6), mens lokale Ruhr Nachrichten var endnu mere begejstrede.

Jacob Bruun Larsen fik 1,5 i karakter, og kun Marco Reus scorede højere (1).

’For knap to uger siden var han som BVB-startdebutant meget nervøs, denne gang var han væsentligt bedre med i kampen. Et flot mål hjalp ham – efter Pulisics oplæg ramte han plet med et velovervejet lob. Lagde også op til Reus’ 4-0-scoring fra kanten’, skrev Ruhr Nachrichten.

Oplægget til Jacob Bruun Larsens mål stod vennen og den tidligere bofælle Christian Pulisic i øvrigt for. En anden af de 98’ere, som Jürgen Klopp så gerne ville have trænet i Dortmund.

Christian Pulisic og Jacob Bruun Larsen er begge fra Dortmund fine årgang '98. Foto: Martin Meisner/AP
Christian Pulisic og Jacob Bruun Larsen er begge fra Dortmund fine årgang '98. Foto: Martin Meisner/AP

 

***

 

Hvad var navnet lige? Larsen eller Bruun Larsen...

Da Jacob Bruun Larsen midt i september fik Bundesliga-debut, stod der Larsen på ryggen. Onsdag aften stod der Bruun Larsen bag på den gule trøje, da han nettede mod Nürnberg.

Så er det Larsen eller Bruun Larsen?

- Mit efternavn er Bruun Larsen, sagde den 20-årige dansker i Dortmunds kampmagasin på YouTube. Han var dagen før Nürnberg-kampen gæst i studiet på Westfalenstadion og blev interviewet af den legendariske stadionspeaker Norbert Dickel.

Jacob Bruun Larsen scorer sit første mål i Bundesligaen. Foto: Martin Meissner/AP
Jacob Bruun Larsen scorer sit første mål i Bundesligaen. Foto: Martin Meissner/AP

Han fik svar på sit spørgsmål, og de over 70.000 Dortmund-tilskuere skreg da også ’Bruun Larsen’, da de fejrede første Dortmund-målscorer.

Jacob Bruun Larsens mor hedder Bruun til efternavn, mens Larsen kommer fra hans far.

 

***

 

Vil blive længe i Dortmund

Jacob Bruun Larsen forlængede for halvandet år siden sin aftale med Dortmund frem til sommeren 2021, men står det til den 20-årige dansker stopper ægteskabet ikke der.

- Mit mål er at blive her i lang tid. Hvis man kan spille her længe, så har man stor kvalitet. Det er mit mål.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan gøre en forskel her – og ikke kun i venskabskampene, sagde Jacob Bruun Larsen til Dortmunds kampmagasin før opgøret mod Nürnberg, hvor han med mål og oplæg gjorde en forskel.

19 kommentarer
Vis kommentarer