Kongekasse og assist - dansk drømmekamp i Dortmund

Ydmygelse af FC Nürnberg blev indledt af Jacob Bruun Larsens geniale træffer

Jacob Bruun Larsen bragte Dortmund på 1-0 med drømmemål.
Jacob Bruun Larsen bragte Dortmund på 1-0 med drømmemål.

Hvis Jacob Bruun Larsen for en uge siden lukkede øjnene og hviskede et stille ønske for sig selv i anledning af sin 20 års fødselsdag, så er der en god chance for at ønsket gik i opfyldelse onsdag aften.

For danskeren fik sit gennembrud for Borussia Dortmund, da han fik sin anden start i Bundesligaen.

Drømmen blev indledt efter bare otte minutter, da stortalentet Christian Pulisic sendte danskeren af sted mod baglinjen inde i straffesparksfeltet.

Det oplagte for danskeren var et forsøg på indlæg, men presset af Nürnberg-keeper Fabian Bredlow valgte danskeren at slå bolden i en høj bue over gæsternes målmand. og ind i nettet til 1-0.

Et vidunder-mål af Jacob Bruun Larsen, der dermed kickstartede en decideret festaften for Borussia Dortmund.

Danskeren fandt bedre og bedre ind i samarbejdet med stjernen Marco Reus som kampen skred frem. Og efter et par målfattige kampe mod Club Brugge og Hoffenheim, så var det anderledes sprudlende for BVB.

Opgøret bevægede sig over i en decideret ydmygelse af Nürnberg efter pausen, hvor Jacob Bruun Larsen atter kom i centrum, da han intuitivt fandt ind i opspillet med sin nye ven, Marco Reus.

Tyskeren sendte danskeren af sted i en løbeduel, og danskeren fandt instinktivt Marco Reus med en pasning tilbage, så tyskeren kunne gøre det til 4-0 efter knapt en time.

Ikke underligt at stadion fulgte danskeren fra banen med klapsalver, da han tilfreds og træt blev udskiftet et kvarter senere.

I slutfasen kollapsede Nürnberg totalt og lukkede yderligere tre mål ind. Det sjette mål kunne Thomas Delaney tage en del af æren for, da han stod for oplægget til Sancho.

Se også: Se målet: 19-årig dansker med i Dortmund-scoring

Se også: Dansker går mål-amok for Dortmund: Fire kasser på en halv time

Se også: Ny kæmpe Barça-fiasko: 70 sekunders mareridt i chok-nederlag

9 kommentarer
Vis kommentarer