Kræver rekord-transfer for dansk træner

Skal Bo Svensson væk fra Mainz til sommer, så skal der et ekstraordinært stort bud til, før klubben vil lade ham skifte.

Bo Svensson bliver dyr at få væk fra Mainz. Foto: Ralf Ibing/Ritzau Scanpix
Bo Svensson bliver dyr at få væk fra Mainz. Foto: Ralf Ibing/Ritzau Scanpix

Bo Svensson har haft er forrygende halvår som træner i den tyske klub Mainz.

Den danske træner tog klubben fra en placering som nedrykker til en midterplacering i den tyske Bundesliga, og det er ikke gået ubemærket hen.

Men eventuelle bejlere skal ikke forvente en forhandlingsvillig sportsdirektør i Mainz, hvis de ringer til Christian Heidel.

Det fortæller han til Kicker.

- Det betyder noget for Bo at arbejde i Mainz. Familien fortsatte med at bo her, da han var i Liefering, og han har en forbindelse til denne by. Derudover vil vi ikke lade ham gå, medmindre vi bliver tilbudt en ny transferrekord for salg af trænere, lyder det fra den 57-årige sportsdirektør.

Foto: Daniel Roland/Ritzau Scanpix
Foto: Daniel Roland/Ritzau Scanpix
 

Bo Svensson blev i oktober sat i forbindelse med det ledige sæde i FC København, men sådan skulle det ikke gå.

I januar var der så bud efter ham fra den tyske Bundesliga, og siden har han ikke set sig tilbage.

Den danske træner har i øvrigt en fortid som træner i østrigske FC Liefering, der er en del af RB-koncernen.