Leipzig misser mulighed

Et overraskende 0-2-nederlag hjemme mod Mainz blev ikke så kostbart for Dortmund, som fik uventet hjælp

De gulklædte Dortmund-spillere ramte slet ikke niveauet i hjemmekampen mod Mainz og løb ind i et overraskende nederlag. Foto: Guido Kirchner/Ritzau Scanpix
De gulklædte Dortmund-spillere ramte slet ikke niveauet i hjemmekampen mod Mainz og løb ind i et overraskende nederlag. Foto: Guido Kirchner/Ritzau Scanpix

Hvad der skulle have været tre sikre point og yderligere kurs mod at sikre andenpladsen i Bundesligaen, endte i stedet med at blive en stor skuffelse for Borussia Dortmund hjemme mod nedrykningstruede Mainz.

I egen hule måtte et skidt spillende Dortmund-mandskab se sig slået med 2-0 af Mainz. Men da konkurrenterne til andenpladsen, RB Leipzig, dummede sig i overtiden og kun fik 2-2 mod Fortuna Düsseldorf, slap Dortmund nådigt.

Leipzig kunne have reduceret afstanden til Dortmund til et enkelt point, men nu kan Dortmund gå ind til de to sidste spillerunder med tre points afstand.

Dortmund havde svært ved at sætte sig på kampen, som holdet ellers plejer at gøre hjemme mod mindre hold.

Mainz formåede at slå rytmen i Dortmunds pasningsspil i stykker i det meste af første halvleg. Samtidig bed gæsterne fra sig offensivt.

Efter godt en halv time gav det pote, da et perfekt indlæg fra højresiden blev behandlet ligeså perfekt af Jonathan Burkardts pandebrask.

Bolden gled ind i det lange hjørne til 1-0.

Kort efter pausen gjorde Dortmund betingelserne endnu sværere for sig selv. Et klodset straffespark blev omsat sikkert af Jean-Philippe Mateta til 2-0.

Dortmund fandt aldrig rytme eller modtræk og måtte indkassere et nederlag, men forfølgerne fra Leipzig dummede sig gevaldigt.

Uden skadede Yussuf Poulsen satte Leipzig en 2-0-føring over styr i de sidste minutter af hjemmekampen mod Fortuna Düsseldorf, der gav fuld spilletid til Mathias 'Zanka' Jørgensen.

Det kvitterede danskeren for i overtiden.

Efter at gæsterne havde reduceret til 1-2 tre minutter før tid. kunne danskeren notere sig for en assist til Andre Hoffmanns udligning et par minutter inde i overtiden.

Hoffenheim med både Robert Skov og Jacob Bruun Larsen fra start vandt ude 3-1 over Augsburg og holder sig godt til kampen om de europæiske pladser.

Bayer Leverkusen slog FC Köln 3-1 og hoppede op på den Champions League-givende fjerdeplads, men Schalke 04's pinsler fortsatte med et 1-2-nederlag ude mod Eintracht Frankfurt.

Se også: Tysk storklub overvejer samarbejde med AGF

Se også: Rørende gestus: Fodboldstjerne med særligt budskab

 

0 kommentarer
Vis kommentarer