Leipzig udsætter Bayern-triumf

Bayern München blev ikke tysk mester uden at spille, da RB Leipzig vandt og holdt sig i live i titelkampen

Leipzig-spilleren Emil Forsberg scorede på et straffespark til 2-0 mod Stuttgart. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Leipzig-spilleren Emil Forsberg scorede på et straffespark til 2-0 mod Stuttgart. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

RB Leipzig har stadig en teoretisk mulighed for at blive tysk mester, efter at holdet vandt 2-0 hjemme over Stuttgart i Bundesligaen.

Med sejren er Leipzig på andenpladsen syv point efter førerholdet Bayern München med tre spillerunder tilbage at spille.

Leipzigs mål blev sat ind af Amadou Haidara og Emil Forsberg i anden halvleg.

Meget blev lettere for hjemmeholdet efter et kvarter.

Her blev Stuttgart reduceret til ti spillere, da midtbanespilleren Naouirou Ahamada kom alt for hårdt ind i en tackling på en Leipzig-spiller med knopperne forrest.

Ude med skade
Det lykkedes dog længe for Stuttgart at holde flot stand trods en mand i undertal.

Men kort inde i anden halvleg headede Haidara på smukkeste vis hjemmeholdet foran 1-0.

Efter 67 minutter øgede Forsberg til 2-0 på et straffespark, der blev begået mod svenskeren selv, og så var kampen reelt afgjort.

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen var ikke med for Leipzig på grund af en skade.

Bayern München kan snuppe mesterskabet, når holdet spiller på hjemmebane mod Borussia Mönchengladbach lørdag 8. maj. Med en sejr i den kamp er Bayern sikker på guldet.