Medie: Yussuf vil væk

Den 25-årige danske Bundesliga-spiller Yussuf Poulsen vil væk fra RB Leipzig, hvor han har været siden 2013

Flere klubber fra Premier League skulle angiveligt være interesseret i danske Yussuf Poulsen. Foto: Lars Poulsen
Flere klubber fra Premier League skulle angiveligt være interesseret i danske Yussuf Poulsen. Foto: Lars Poulsen

Den danske landsholdsspiller i fodbold Yussuf Poulsen har indgivet en transferanmodning til sin klub, tyske RB Leipzig.

Det erfarer den tyske avis Bild onsdag.

Yussuf Poulsens kontrakt med klubben udløber i sommeren 2022, men ifølge Bild vil danskeren væk inden næste sæson.

I denne sæson har spilletiden været begrænset for Poulsen, der har spillet 1037 minutter i 20 kampe i Bundesligaen.

Ifølge Bild skulle Yussuf Poulsen være træt af rollen som joker og den begrænsede spilletid, hvor klubbens angrebsstjerne Timo Werner står foran danskeren.

Bild erfarer, at der skulle være interesse fra flere Premier League-klubber, herunder Newcastle, hvor klubbens manager, Steve Bruce, skulle være interesseret i angriberen.

Derudover skulle både West Ham og Everton være klar til at lægge penge for danskeren.

Yussuf Poulsen har spillet i RB Leipzig siden 2013. Nu vil han ifølge en tysk avis væk. Foto: Leon Kuegeler/Reuters
Yussuf Poulsen har spillet i RB Leipzig siden 2013. Nu vil han ifølge en tysk avis væk. Foto: Leon Kuegeler/Reuters

RB Leipzig kræver ifølge Bild mindst 30 millioner euro, svarende til 224 millioner kroner, for den 25-årige dansker, der har været i klubben siden 2013.

Leipzig vil kun sælge til den pris, da klubben værdsætter Yussuf Poulsen. Han giver altid sit bedste, kender systemet ud og ind og er ikke bange for at give sin mening til kende i omklædningsrummet, oplyser klubben til Bild.

RB Leipzig meddeler, at den i kraft af et salg skal ud og finde en afløser for Yussuf Poulsen, da klubben ikke ønsker en stor omvæltning i truppen.

Derudover står Timo Werner over for et muligt skifte til Premier League-klubben Liverpool.

Bundesligaen står i øjeblikket stille grundet coronakrisen.

Yussuf Poulsen har siden 2013 spillet 248 kampe for RB Leipzig, scoret 61 mål og lavet 49 assister.

Han var med til at rykke klubben op fra den tredje bedste række i Tyskland til Bundesligaen.

På landsholdet har Yussuf Poulsen spillet 43 kampe og scoret syv mål.

Se også: Nicki Pedersen testet positiv for coronavirus

Se også: Bøderegn over storklubber

Se også: Tidligere Marseille-præsident er død efter coronasmitte

27 kommentarer
Vis kommentarer