Medier: Real-legende i spil til topjob

Den spanske ikon Raul kan lande et trænerjob i Bundesligaen

Raul kan score sig et stort trænerjob. Foto: Ralf Ibing/Ritzau Scanpix
Raul kan score sig et stort trænerjob. Foto: Ralf Ibing/Ritzau Scanpix

Real Madrid-legenden Raul er efter sigende i spil til trænerjobbet i Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt, der bliver ledigt denne sommer.

Det skriver flere medier, heriblandt Spox, Sky og SportBild.

Raul lagde støvlerne på hylden i 2015 efter en flot karriere, der blandt andet havde budt på 44 mål for det spanske landshold og mere end 300 fuldtræffere for Real Madrid.

Han nåede også at tage et smut forbi den tyske Bundesliga, hvor han spillede to sæsoner for Schalke 04.

Siden 2019 har 43-årige Raul så været cheftræner for Real Madrids andethold, Castilla, og nu er han ifølge medierne i dialog med Eintracht Frankfurt om trænertjansen i klubben.

Eintracht Frankfurt mister således deres træner, Adi Hütter, denne sommer, hvor han skifter til ligakonkurrenterne Borussia Mönchengladbach.

Til sommer vender Frederik Rønnow også tilbage til Eintracht Frankfurt, efter at han i denne sæson har været udlejet til Schalke 04, og dermed kan Raul få stor indflydelse på danskerens fremtid.

I Frankfurt har den tidligere Brøndby-keeper nemlig været henvist til en reservetjans.

Senest har der også været rygter om, at Frederik Rønnow kan være på vej videre.