Nej til verdensstjerne: - 30 mio. kr. var for dyrt

Bayern München kunne tilbage i 2011 have sikret sig Raphaël Varane, men mente, at den franske teenager var for dyr. Det fortæller manden, der udpegede ham til den sydtyske klub

Raphaël Varane har vundet Champions League fire gange med Real Madrid. Her ses franskmanden efter triumfen i 2017. Arkivfoto: Frank Augstein/AP/Ritzau Scanpix
Raphaël Varane har vundet Champions League fire gange med Real Madrid. Her ses franskmanden efter triumfen i 2017. Arkivfoto: Frank Augstein/AP/Ritzau Scanpix

Hvor der handles, der spildes. Og hvor der ikke handles, spildes også…

Det sidste kan de i hvert fald skrive under på i Bayern München.

I 2011 kunne den sydtyske klub have hentet Raphaël Varane i franske Lens, men 30-35 mio. kr. var ifølge dem for dyrt.

I stedet skiftede han kort efter til Real Madrid for ca. 75 mio. kr., og resten er historie, som man siger.

Det er den tidligere Bayern München-scout Willy Sagnol, der fortæller historien til RMC Sport.

Han var efter sin aktive karriere en overgang talentspejder for den sydtyske klub og fik et særdeles godt øje til landsmanden Varane.

- Da jeg var i Bayern, ringede en ven en dag til mig og sagde 'du skal absolut tage til Lens for at se denne her superinteressante unge spiller'.

- Efter bare en halvleg så jeg, hvor moden han allerede var på det tidspunkt. Han spillede på den defensive midtbane i første halvleg og gik ned i midterforsvaret i anden, siger Sagnol.

En ung Raphaël Varane (th.) i aktion for Lens tilbage i 2011. Arkivfoto: Robert Pratta/Reuters/Ritzau Scanpix
En ung Raphaël Varane (th.) i aktion for Lens tilbage i 2011. Arkivfoto: Robert Pratta/Reuters/Ritzau Scanpix

Inden for 48 timer havde Sagnol nærmest en aftale på plads med Lens.

Han fik en pris på Varane, og Lens ville samtidig have en venskabskamp mod Bayern München, hvor de fik samtlige indtægter.

- Totalt set var prisen endt på fire-fem mio. euro (ca. 30-37,5 mio. kr.). Da jeg gik videre med det til den sportslige ledelse, fik jeg at vide, at det var for dyrt for en 18-årig spiller.

To måneder senere skiftede det franske stortalent til Real Madrid, som betalte ti mio. euro (75 mio. kr.) til Lens.

Han kom straks med ind omkring José Mourinhos mandskab og fik 15 kampe i sin første sæson.

- Varane havde ingen problemer med skiftet til Madrid, og jeg tror, at han er meget lykkelig. Men for en scout er det frustrerende at mislykkes, når du er sikker på at have fundet spilleren.

- Han kunne være blevet i Bayern i 10-12 år, og så havde du i ti år ikke behøvet at bekymre dig om at finde en midterforsvarer, siger Sagnol til RMC Sport.

Willy Sagnol var i mange sæsoner en pålidelig spiller for Bayern München, men klubben lyttede ikke til hans råd, da han som scout pegede på Varane. Arkivfoto: Michael Dalder/Reuters/Ritzau Scanpix
Willy Sagnol var i mange sæsoner en pålidelig spiller for Bayern München, men klubben lyttede ikke til hans råd, da han som scout pegede på Varane. Arkivfoto: Michael Dalder/Reuters/Ritzau Scanpix

26-årige Raphaël Varane nærmer sig 300 kampe for Real Madrid og har sin store aktie i klubbens Champions League-succes de seneste år.

Han er utvivlsomt blandt de bedste midterforsvarere i verden og var en del af det franske landshold, der i 2018 vandt VM i Rusland.

Hans aftale med Real Madrid løber frem til sommeren 2022.

Færdig i Brøndby: - Jeg var gerne blevet

Kevin i sorg

Kendt fra tv-klassiker - nu er han død