Ni på stribe: Dansk mirakel fortsætter

Med uafgjort mod Eintracht Frankfurt kan Mainz ikke længere rykke direkte ud af Bundesligaen

Mainz og Bo Svensson er et skridt tættere på overlevelse i Bundesligaen. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters
Mainz og Bo Svensson er et skridt tættere på overlevelse i Bundesligaen. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Bo Svenssons Mainz spillede søndag uafgjort på udebane mod Eintracht Frankfurt i den tyske Bundesliga. Opgøret endte 1-1.

Det betyder, at klubben nu er sikret mod direkte nedrykning fra den bedste tyske række. Der er således syv point ned til FC Köln på næstsidstepladsen med seks point tilbage at spille om.

Mainz kan stadig ende på tredjesidstepladsen, hvor Bielefeld ligger lige nu. Ender man der, skal man i en playoffkamp møde et hold fra den næstbedste række.

Mainz har således fem point ned til Bielefeld, som søndag spillede 0-0 med Hertha Berlin. Bielefeld, Werder Bremen og Hertha Berlin har alle 31 point.

Mainz lå til nedrykning, da Bo Svensson overtog holdet i januar, men siden da har holdet vundet otte kampe, spillet seks uafgjort og kun tabt fire.

I søndagens opgør kom Mainz hurtigt foran med 1-0, selv om Frankfurt var spildominerende.

Karim Onisiwo stod bag kampens første kasse efter 11 minutters spil.

Derefter fortsatte Frankfurt med at styre slagets gang, men først efter 86 minutter lykkedes det Ajdin Hrustic at prikke hul på bylden, da han tippede bolden over Mainz' keeper efter oplæg fra Andre Silva.

Mainz skal i sæsonens sidste to kampe møde Dortmund og Wolfsburg.