Nu kalder Chelsea: 'Andreas Christensen lavede noget fuldstændig enestående'

Borussia Mönchengladbach åbner søndag 2. halvsæson i Bundesligaen ude mod bundproppen Darmstadt. Gladbachs sportsdirektør Max Eberl ser tilbage på en svær halvsæson og frem mod et 2017, hvor han ikke har opgivet at have Andreas Christensen i truppen til næste sæson

Andreas Christensen - her i kamp mod Messi - skal som udgangspunkt tilbage til Chelsea til sommer, men Borussia Mönchengladbach er meget glade for den danske midtstopper, siger tyskernes sportsdirektør Max Eberl. Foto: AP
Andreas Christensen - her i kamp mod Messi - skal som udgangspunkt tilbage til Chelsea til sommer, men Borussia Mönchengladbach er meget glade for den danske midtstopper, siger tyskernes sportsdirektør Max Eberl. Foto: AP

Når Andreas Christensen og Jannik Vestergaards Borussia Mönchengladbach på søndag åbner forårssæsonen med en hård udekamp mod nedrykningstruede Darmstadt, bliver det med en rigtig gammel bekendt på trænersædet.

For Dieter Hecking, fyret i Wolfsburg i efteråret og hyret af Gladbach som afløser for André Schubert i vinterpausen, begyndte sin seniorkarriere i Borussia Mönchengladbach i 1983 i eftergløden af klubbens storhedsperiode.

I Gladbach har man ikke været vant til at ligge i den tunge ende af tabellen, siden man nær var røget ned i 2. Bundesliga i to playoffkampe mod VfL Bochum i 2011, og Gladbachs sportsdirektør Max Eberl håber og forventer, at efterårets visit nær nedrykningsstregen viser sig at være et midlertidigt afbræk for Gladbach, der i efteråret var i sit andet Champions League-gruppespil i træk.

- Vi startede jo godt, kom i Champions League og var strøget op på andenpladsen, hvis vi havde slået Schalke 04 i sjette spillerunde, siger Max Eberl til Tipsbladet.

- Den kamp tabte vi så. Spillet i de efterfølgende kampe var godt, men vi fik ingen resultater. Så begyndte vi at være mere eller mindre chanceløse på udebane, spillede en fin kamp ude mod Celtic og håbede, det kunne blive et vendepunkt. Men det blev det ikke, fortsætter Eberl om en tendens i efteråret, hvor Gladbach kun fik ét Bundesliga-point ud af 18 mulige på udebane.

'AC' og Gladbach havde det svært på udebane i efteråret. Foto: AP
'AC' og Gladbach havde det svært på udebane i efteråret. Foto: AP
 

- Vi fik skader, der kom flere og flere problemer til, og hen mod slutningen af efteråret spillede vi nogle rigtigt dårlige kampe. Det er en meget anden oplevelse end for et år siden, hvor vi begyndte anden halvsæson som firer i Bundesligaen, siger Max Eberl.

- Der er ikke sket nogen udvikling på holdet i de seks seneste måneder, og når vi var i tvivl om, at vi havde den rette træner til at vende det, var vi nødt til at handle. Men det er bestemt ikke trænerens skyld alene. Vi kæmpede sammen med ham i seks måneder og var under kraftigt pres fra medierne for at fyre ham, men det er ikke sådan, vi opererer i Borussia Mönchengladbach. Spillerne gjorde det ikke godt nok, og der var meget, meget stor forskel på vores top- og bundniveau. Det skal vi have rettet, siger Max Eberl.

Vil beholde AC
En af de spillere, der var med i Gladbach-rollercoasteren i efteråret er danske Andreas Christensen. Han sad ude med en skade fra midten af oktober til 19. november, og ligesom på landsholdet traf den 20-årige midtstopper undervejs et par forkerte beslutninger, der fik omverdenen til at studse efter en 2015/2016-sæson på højeste niveau i Bundesligaen.

Hvad omverdenen efter Max Eberls mening overser er alle de situationer, hvor midtstopperen fortsat læser spillet som en garvet international topspiller.

- Andreas spillede ikke godt for os i første sæson. Han spillede fantastisk. Han var årets spiller i Borussia Mönchengladbach og den bedste stopper i hele Bundesligaen sammen med Jerome Boateng og Mats Hummels, siger Max Eberl.

- Andreas er i gang med at spille en god sæson for os, og det er fuldstændig naturligt, at han ikke rammer samme niveau som i sidste sæson, der i øvrigt var fuldstændig enestående for en teenager i sin første sæson som seniorspiller. Det er helt normalt, at han begår et par fejl, men fordi han spillede så godt i sidste sæson, begynder medierne og omgivelserne at undre sig. Andreas er altså kun 20 år gammel, og han har brug for et godt, stabilt hold omkring sig. Og det har holdet ikke været på samme måde, som det var i sidste sæson.

- I denne sæson er der flere rygter om hans fremtid, han er nødt til at give interview, og han er altså stadig en tilbageholdende ung mand, der meget hellere vil spille fodbold end hele tiden forholde sig til sin fremtid, siger Max Eberl, der ikke mener, der er grund til nogen form for bekymring for midtstopperens udvikling.

- Det er fantastisk for hans udvikling som fodboldspiller at mærke det pres, man mærker som spiller for et bundhold. Der er en verden til forskel på at spille om at ligge på fjerde- eller femtepladsen og på at kæmpe om at ligge nummer 15 eller 16, siger Eberl.

Danskeren er en klassefyr, fortæller Max Eberl. Foto: TV3 Sport
Danskeren er en klassefyr, fortæller Max Eberl. Foto: TV3 Sport

Andreas Christensen har spillet 60 betydende førsteholdskampe for Borussia Mönchengladbach på halvandet år, og Max Eberl ser gerne, det bliver til mange flere.

Spørgsmålet er, om Gladbach-sportsdirektøren får det ønske opfyldt.

Lejeaftalen med Chelsea udløber til sommer, og London-klubben har overfor Borussia Mönchengladbach for længe siden slået fast, at man henter danskeren hjem til sommeren.

Men med David Luiz, Gary Cahill, César Azpilicueta, Kurt Zouma og de efterhånden aldrende John Terry og Branislav Ivanovic i truppen er det ikke godt at vide, hvordan situationen ser ud for Andreas Christensen i næste sæson.

Antonio Conte kan have udset danskeren til at spille samme rolle, som den ekstremt forudseende og boldstærke Leonardo Bonucci havde for Conte i Juventus og på det italienske landshold med to fysiske pragteksemplarer på hver sin side.

På sin klubs vegne håber Max Eberl nok nærmere, at der er udsigt til en plads på Chelsea-bænken i næste sæson. For så er sportsdirektøren parat til at indgå en ny aftale om Andreas Christensen med Chelsea.

- Aftalen er, at Andreas skal tilbage til Chelsea til sommer. Det har været en fremragende handel for alle parter. Chelsea får en spiller tilbage, der har spillet i omegnen af 80 kampe på et højt niveau, og vi har haft en fremragende spiller i to år, vi ellers aldrig havde haft mulighed for at have i vores klub. Hvis der opstår en mulighed for, at vi igen har Andreas i vores klub i næste sæson, er vi bestemt interesserede, siger Max Eberl.

- Han er en klassefyr, og jeg er også meget tilfreds med, at vi i vores scouting fik øje på ham i ungdomskampe for Brøndby, Chelsea og de danske unglandshold og at vi kunne se, at han kunne gå ind og spille på et meget højt niveau i en topliga som Bundesligaen. Hans position i Gladbach bliver ikke påvirket af, at han skal tilbage til Chelsea til sommer. Han er en vigtig spiller for os, slutter Max Eberl.

Tipsbladet er på gaden igen og sætter blandt andet fokus på Christian Eriksen før lørdagens topkamp mellem Manchester City og Tottenham. Køb Ekstra Bladet fredag.

 

Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her.

Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag.

Læs mere og bestil her.

I Tipsbladet fredag får du også:

- Interview med Thomas Delaney før debuten i Bundesligaen

- Interview med det glemte danske Ajax-talent Markus Bay

- Interview med Gladbach-sportsdirektør Max Eberl

- Africa Cup of Nations-overblik

- Portræt af Sevilla-symbolet Steven N'Zonzi

- Analyse: Derfor køber kineserne ind i januar

- Klubportræt: Huddersfield

- Ugens transferoverblik

- Spiltips

- Resultater

TV: Drama i Gladbach-City: Se de to røde kort her:

Se også: Bundesliga-dansker vier fremtiden til FC Köln

Intl. fodbold - 19. jan. 2017 - kl. 20:47 Fodboldstjerne overrasker stort: Kan du se, hvem han er?

Der er stor forskel på, hvad de danske landsholdsspillere tjener i deres klubber. Lønningsniveauet ligger på alt fra 30 mio. kr. om året netto til 1,8 mio. kr. om året brutto. Foto: All Over Press Sport og Spil Rigmænd og fattigrøvene: Alle landsholdsspillernes løn afsløret

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere