Ny Bendtner-bommert: Smidt ud af truppen igen

Ifølge Kicker koster Nicklas Bendtners indstilling ham en plads i truppen til lørdagens kamp mod Ingolstadt

Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner startede inde for første gang i 2016 i Bundesligaen sidste weekend, da Wolfsburg blev banket 0-3 af Schalke. Det er måske det sidste, man foreløbig ser til danskeren på fodboldbanen for den tyske klub.

Det tyske fodboldmedie Kicker skriver nemlig, at Bendtner end ikke er i truppen til lørdagens hjemmekamp mod Ingolstadt. Det er angiveligt en dårlig indstilling, der koster danskeren pladsen i Wolfsburg-truppen.

Se også: Nytårs-nedtur for Bendtner: Kåret som årets taber

- Man er trætte af angriberens indstilling, og man ønsker kun spillere, der er dedikerede til det sportslige projekt i klubben, skriver Kicker blandt andet om fravalget af danskeren.

Den brasilianske angriber Bruno Henrique, der blev købt som en konkurrent til Nicklas Bendtner og klubbens andre angribere i januar, har træner Dieter Hecking angiveligt valgt at holde fast i forud for den vigtige hjemmekamp mod Ingolstadt.

Kampen begynder klokken 15.30.

Det er bestemt ikke første gang, at Bendtner kommer i unåde i den tyske klub. Sidste sæson kom han en time for sent til et taktikmøde op til en Bundesliga-kamp, og i stedet for at starte inde, blev han sendt på tribunen med røde ører.

Den danske landsholdsspiller har også formået at møde op til opstart i en form, som ikke var tilfredsstillende for træner-staben. Senest skete det i januar, hvor Bendtner blev pisket igennem med ekstra-træning.

Se også: Nu igen! Wolfsburg dropper upopulær Bendtner på ny

Wolfsburg har ikke vundet holdets seneste syv kampe i Bundesligaen og er derfor dumpet ned på ligaens ottendeplads. Onsdag i næste uge møder Wolfsburg belgiske Gent i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

110 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere