Officielt! Bundesligaen begynder i næste uge

Bundesligaen skydes i gang 15. maj. Onsdag aften bekræfter den tyske ligaforening DFL ifølge Bild, at den bedste tyske række genstartes allerede i næste uge

Meldingen kommer, efter at de tyske myndigheder tidligere onsdag gav grønt lys til igen at spille professionel fodbold i landet.

Om lidt mere end en uge ruller bolden igen i den bedste tyske række.

Bundesligaen fik onsdag grønt lys fra de tyske myndigheder til at genstarte i midten af maj, og allerede onsdag aften har det tyske ligaforbund, DFL, meddelt til klubberne i Bundesligaen og 2. Bundesligaen, at de har planer om at starte sæsonen igen den 15. maj.

Det bekræfter DFL ifølge Bild og nyhedsbureauet DPA.

Flere detaljer vil falde på plads torsdag, lyder det.

I den første kamp vil Paderborn og Fortuna Düsseldorf mødes, og den kamp afvikles fredag den 15. maj. Den - og de efterfølgende kampe - vil dog afholdes uden tilskuere.

I øjeblikket fører Bayern München den tyske liga med fire point ned til Dortmund på andenpladsen. RB Leipzig er nummer tre. Der resterer 11 spillerunder.

Se også: Kæmpe nyhed: Tyskland giver lov til fodbold

Se også: Dansker får kæmpe chance

Se også: Stjernen undskylder kritiseret coronavideo

10 kommentarer
Vis kommentarer