Officielt: Klopp stopper i Dortmund

Dortmund meddeler på et pressemøde, at Jürgen Klopp stopper i klubben til sommer efter syv år som træner

Jürgen Klopp har angiveligt selv bedt om at stoppe i Dortmund. (Foto: AP)
Jürgen Klopp har angiveligt selv bedt om at stoppe i Dortmund. (Foto: AP)

Jürgen Klopp stopper til sommer som træner for Borussia Dortmund. Det meddeler begge parter på et pressemøde.

Klopp, der ellers har en aftale frem til 2018, har selv bedt om at blive fritstillet.

- Jeg har hele tiden sagt, at når jeg ikke følte, at jeg var den perfekte træner for denne ekstraordinære klub, så ville jeg sige til. Jeg tror, at dette er den rette beslutning, udtaler Klopp.

- Jeg stopper ikke, fordi jeg er træt eller har problemer med spillerne, men fordi, jeg mener, det er det rigtige for klubben. Jeg har ikke kontakt til andre klubber, og jeg har ikke tænkt mig at tage et sabbatår efter denne sæson, siger han endvidere.

Se også: Dortmund-boss freder træner Klopp

Dortmunds direktør Hans-Joachim Watzke er også mere end taknemlig for Klopps arbejde som træner i klubben de sidste syv år.

- Efter initiativ fra Jürgen satte vi os sammen og fandt frem til denne løsning. Jürgen, du skal vide, at du altid vil betyde meget for alle Borussia-fans, sagde en tydelig bevæget Watzke foran pressen.

- Det var et eventyr, som vi skabte sammen med dig, Jürgen.

47-årige Jürgen Klopp kom til Dortmund i 2007 og har med klubben vundet to mesterskaber og en pokaltitel, lige som holdet var i Champions League-finalen i 2013.

Efter normal Dortmund-standard har denne sæson været miserabel. I Bundesligaen er holdet lige nu nummer 10 efter at have overvintret som nummer næstsidst. Borussia Dortmund er også ude af Champions League.

Klopp er kendt for at få journalisterne til at grine til pressemøder. Gense dette geniale klip, hvor en tolk kom helt galt afsted.

 

61 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere