Officielt: Ny træner i storklub

Bruno Labbadia tager over i Hertha Berlin, der er i dyb krise i Bundesligaen

Foto: JOHN MACDOUGALL/RITZAU SCANPIX
Foto: JOHN MACDOUGALL/RITZAU SCANPIX

Midt i en tid, hvor fyringer ulykkeligvis bliver udstedt i stride strømme verden over, kan Bruno Labbadia glæde sig over, at han har fået et nyt job.

Og der er tale om et ganske stort et af slagsen. Den erfarne træner skal fremover stå i spidsen for Hertha Berlin.

Det bekræfter Bundesliga-klubben på sin hjemmeside.

Den 54-årige tysker bliver den femte træner, der står i spidsen for den kriseramte klub på mindre end et år.

Hertha Berlin havde i foråret 2019 ungarske Pal Dardai som træner, men i sommerpausen blev han afløst af Ante Covic, efter at kroaten blev forfremmet fra klubbens U23-hold.

Covic holdt dog ikke særlig lang tid, og efter fire nederlag i træk blev han i november fyret.

Hovedstadsklubben satsede i stedet på Jürgen Klinsmann, der fik jobbet efter tre års pause fra trænergerningen.

Der blev ligeledes spillet voldsomt med musklerne på transfer-markedet i vinterpausen.

Her blev den polske landsholdsangriber Krzysztof Piątek hentet som en stor forstærkning, der skulle være med til at sikre Klinsmann og Hertha succes.

Men den tidligere tyske landstræner valgte i begyndelsen af februar at træde tilbage efter stor dramatik, og nævnte manglende tillid fra ledelsen som årsag. 

Assistenttræner Alexander Nouri med erfaring fra et chefjob i Werder Bremen overtog midlertidigt, men grundt corona-krisen fik denne altså ikke mange kampe at vise sit værd i.

Det får Labbadia så lov til, når bolden igen får lov at rulle i Tyskland. Foreløbig er Bundesligaen suspenderet frem til 30. april.

Se også: I desperat bøn: Hjælp os

Se også: Her skal du se topbold i fremtiden

6 kommentarer
Vis kommentarer