Officielt: Superstjerne i mega-handel

Chelsea har som ventet skrevet under med Timo Werner, der er købt i tyske RB Leipzig

Foto: KAI PFAFFENBACH/RITZAU SCANPIX
Foto: KAI PFAFFENBACH/RITZAU SCANPIX

Den tyske landsholdsspiller Timo Werner skifter Bundesligaen ud med Premier League.

Fremover skal angriberen score sine mål i engelske Chelsea. På sin hjemmeside bekræfter London-klubben, at man har hentet Werner i RB Leipzig.

Den 24-årige profil har i sine fire år hos det tyske mandskab været garant for et tocifret antal mål i hver sæson, og i indeværende står han noteret for ikke færre end 26 træffere. Kun overgået af Bayerns Robert Lewandowski.

- Jeg er begejstret over at skrive under med Chelsea. Det er et meget stolt øjeblik for mig at tilslutte mig denne store klub. Jeg vil selvfølgelig gerne takke RB Lepizig, klubben og tilhængerne for fire fantastiske år. I vil altid være i mit hjerte, siger Werner.

Han skal spille sæsonen færdig i Bundesligaen, hvor der endnu resterer to runder. Dernæst vil han møde op i London for at tilslutte sig sine nye holdkammerater. Werner skal dog endnu igennem et lægetjek, før skiftet er helt på plads.

Transferen var ventet at blive fuldført i løbet af juni, eftersom Werners frikøbsklausul stod til at udløbe i denne måned.

Denne menes at ligge i underkanten af 60 millioner euro (447 mio. kr.), hvorfor Chelsea har sikret sig en af klodens mest eftertragtede angribere til spotpris.

Udgifterne til spillerens løn er dog behørige, hvis man skal tro Bild, Sky Sports og Daily Mail. Medierne skrev tidligere på måneden, at Chelsea ville tilbyde Werner en årsløn på mere end 10 millioner euro (75 mio. kr).

Se også: Kaos i Premier League

Se også: Undskylder Premier League-fiasko - ikke sket i 9000 kampe!

28 kommentarer
Vis kommentarer