Pep Guardiola i nyt skadeshelvede

Bayern München rejser til Bremen med blot 13 kampklare markspillere

Mario Götze måtte trække sig ud af EM-kval kampen mod Irland for ni dage siden med en forstrækning i maveregionen (Foto: AP)
Mario Götze måtte trække sig ud af EM-kval kampen mod Irland for ni dage siden med en forstrækning i maveregionen (Foto: AP)

- Det positive er, at træneren er klar og kan spille...

Pep Guardiola havde de syrlige fraser parat før dagens tur til Bremen.

For på trods af 11 sejre i træk og en Robert Lewandowski, der scorer mål efter behag, så er Bayern Münchens sæson i disse uger på vippen.

I foråret kostede et væld af skader den tyske storklub muligheden for at vinde Champions League - og førte til et brud med den navnkundige læge Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt.

Fem måneder senere - og Bayern står der igen. Midt i et skadeshelvede.

Mod Irland røg Mario Götze ned med en fiberskade i maveregionen, og han kommer til at miste resten af året.

- Vi har 13 kampklare markspillere og to målmænd, ikke mere, siger Bayern-træneren.

Efter landskampene er Kingsley Coman også kommet hjem med skader, mens Franck Ribery, Mehdi Benatia og Sebastien Rode stadig er langtidsskadede.

Arjen Robben og Holger Badstuber er ved at være kampklar efter skader, men kampen i Bremen kommer for tidligt. Dertil kommer Javi Martinez og Xabi Alonso, der alle har haft problemer, men dog rejser med til det nordtyske.

Douglas Costa og Arturo Vidal er først i går vendt hjem fra landskampe og døjer med rejsetræthed. Dog ikke værre end at de er i truppen i dag.

Bayern München spiller midt i ugen ude mod Arsenal i Champions League. Et nederlag til det skadesplagede Bayern-mandskab vil åbne den pulje. 

8 kommentarer
Vis kommentarer