Jacob Bruun Larsen kan komme til Premier League. Hvis han altså vil …
Bournemouth er interesseret i at hente den 21-årige Dortmund-spiller til England. Den tyske Bundesliga-klub vil have i omegnen af 110 mio. kr. for danskeren, og pengene er ikke det store problem.
Det store spørgsmål er, om Jacob Bruun Larsen er interesseret i et skifte til Bournemouth lige nu.
Den tyske avis Bild skriver, at U21-landsholdsspilleren har valgt at afvise Premier League-klubben, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger er et muligt skifte ikke dødt.
Jacob Bruun Larsen overvejer i disse dage, om det vil være det rigtige karriereskridt at tage til Premier League, og meget kan fortsat nå at ske i transfervinduets sidste dage.
Økonomisk er det attraktivt, men der er også ting, der taler imod at tage til Bournemouth. Klubben kæmper lige nu hårdt for livet i Premier League og ligger aktuelt under nedrykningsstregen.
Jacob Bruun Larsen ville altså risikere at skulle med ned i den næstbedste engelske række, og det er uden tvivl ikke et sted, hvor han ser sig selv.
Det tidligere Lyngby-talent har haft et svært halvår i Dortmund.
Efter en god sidste sæson har han haft store problemer med at spille sig ind i træner Lucien Favres planer.
Den danske kantspiller har kun fået fire kampe og i alt 65 minutter i Bundesligaen i denne sæson, og han var end ikke på bænken, da Dortmund fredag aften slog Köln 5-1.
Fremtiden i Dortmund synes ikke lys, og der kan meget vel ske noget i transfervinduet sidste dage.
Frankfurt har også vist interesse, men ønskede at leje Jacob Bruun Larsen. Det harmonerer ikke med Dortmunds plan.
De ønsker som udgangspunkt ikke at udleje danskeren, da han kun har halvandet år tilbage af sin aftale.
Dortmund håber på et salg, Bournemouth er klar til at betale prisen - nu er det op til Jacob Bruun Larsen at bestemme sig for, om han skal sige auf Wiedersehen til Dortmund.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.