Ros til Bendtner: Han har forandret sig til det bedre

Træner Dieter Hecking roser Nicklas Bendtner for at have oppet sin indsats i Wolfsburg på det seneste

Landsholdsangriber Nicklas Bendtner var lørdag i startopstillingen for første gang i sæsonen hos Wolfsburg, og det er ikke usandsynligt, at danskeren får genvalg, når Wolfsburg tirsdag aften møder Bayern München i Bundesligaen.

Cheftræner Dieter Hecking roser danskerens forandrede indsats i klubben over for det tyske fodboldmedie Kicker.

- Nicklas har gennemgået en forandring, og han er mere til stede, end han var for fire-fem måneder siden. Jeg er glad for, at han har slået sig ind på den vej, siger Dieter Hecking.

Se også: Bendtners rival lagt på is af chefen

Hvor vidt det betyder, at Nicklas Bendtner får genvalg i startopstillingen frem for holdkammeraten og konkurrenten Bas Dost, vil Hecking dog ikke ud med.

- Begge har leveret gode præstationer, siger træneren kryptisk.

Det kan tale til Bendtners fordel, at danskeren allerede har vist skarphed mod Bayern München i denne sæson.

I august afgjorde Nicklas Bendtner Super Cup-finalen mod netop Bayern, da danskeren scorede på det sidste spark i straffesparkskonkurrencen. Minutter forinden havde Bendtner med en sen udligning fremtvunget den nervepirrende afgørelse.

Bendtner har spenderet meget tid på bænken, men han har håndteret situationen modent og har nu fightet sig ind i holdets rotation. (Foto: AP)
Bendtner har spenderet meget tid på bænken, men han har håndteret situationen modent og har nu fightet sig ind i holdets rotation. (Foto: AP)
 

Til gengæld har Bas Dost vist målform så sent som i lørdags mod Hertha Berlin.

Her erstattede Bas Dost netop Bendtner efter 71 minutter ved stillingen 0-0. Siden scorede Bas Dost to gange og sikrede Wolfsburg sejren.

Efter kampen var Hecking ude at kritisere Bas Dost for hollænderens indstilling til træning. Hecking undskylder dog nu og siger, at han skulle have holdt den kritik internt i klubben.

Se også: Bendtner-afløser sikrer sen Wolfsburg-sejr

21 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport