Det er ikke sikkert, han når derop, men Robert Lewandowski gør godt nok, hvad han kan, for at indhente Gerd Müller i toppen af tysk målhistorie.
Lørdag rundede han 300 Bundesliga-mål, da han hakkede tre kasser ind bag Marvin Schwäbe i 1. FC Kölns mål i 4-0-sejren, og den tidligere Brøndby-keeper kunne sådan set ikke gøre ret meget andet end at stille sig op og klappe af den utrolige polak.
Ligesom de fleste andre på RheinEnergieSTADION i Köln denne lørdag eftermiddag.
Hattricket var en kendsgerning efter 74 minutter, og det var samtidig Lewandowskis mål nummer 300 i Bundesligaen. Sidste mål stod Corentin Tolisso i øvrigt for.
Bayern slog rekord
Dermed er der 'kun' 65 mål op til afdøde Müllers rekord, der blev sat 1964-1979.
Det var hans 16. hattrick i Bundesligaen - det andet denne sæson - og på den konto tør vi godt love, at han ikke når 'Der Bomber', der scorede præcis dobbelt så mange i sin karriere.
Kampen var i øvrigt Bayerns 66. i træk, hvor holdet scorede. Det er også rekord i tysk fodbold.
Sejren betyder, at Bayern München er seks point foran Borussia Dortmund i toppen af Bundesligaen.
Nikolas Nartey var med fra start, da VfB Stuttgart tabte 2-0 til RasenBallsport Leipzig med Yussuf Poulsen i startopstillingen.
Både Frederik Rønnow og Jacob Bruun Larsen så på fra bænken, da førstnævntes Union Berlin vandt 2-1 over Hoffenheim. Rønnow blev siddende der hele kampen, mens Bruun Larsen kom på banen efter 72 minutter.
--------- SPLIT ELEMENT ---------