Se det forrykte billede: Træneren kunne ikke komme, så ...

Træneren kunne ikke være til stede ved spillerpræsentation, så fik en tilfældig mand bare en maske med trænerens ansigt på

Marvin Duksch præsenteres som ny spiller i St. Pauli, men træneren kunne ikke, og så løser man det bare med en maske (Foto: St. Pauli)
Marvin Duksch præsenteres som ny spiller i St. Pauli, men træneren kunne ikke, og så løser man det bare med en maske (Foto: St. Pauli)

Den tyske 2. Bundesliga-klub St. Pauli har netop købt den 22-årige reserveangriber Marvin Duksch i Dortmund, der har fået en kontrakt frem til sommeren 2019.

Normalt ikke en nyhed, der vil give den store genlyd i Danmark, men den tyske klub har valgt at annoncere kontraktunderskrivelsen på en ret så utraditionel måde.

Godt nok står spilleren som traditionen byder og viser sin nye trøje frem på stadion, og ved siden af står træner Ewald Lienen.

Eller det vil sige, det gør han faktisk ikke.

Træneren kunne nemlig ikke være til stede ved præsentationen af den nye spiller, og i stedet har klubben stillet en tilfældig mand ind ved siden af spilleren, og så er han iført en maske med træner Ewald Lienens ansigt.

Flere fans havde undret sig over billedet, der ser lidt fotoshoppet ud, men klubben afslørede en time efter præsentationen af spilleren et nærbillede, der viser, at der var tale om en trænermaske.

- Med Marvin får vi en angriber, der har gode afslutninger og spiller i et højt tempo, siger Lienen.

- På trods af sin størrelse er han en adræt og fleksibel spiller, siger Lienen i nogle citater, der skulle være gode nok.

St. Pauli var senest i Bundesligaen i 2010/2011, men var i den forgangne sæson tæt på oprykning til Tysklands bedste række. St. Pauli blev nummer fire, men 12 point efter Nürnbergs tredjeplads, der havde givet playoff om oprykning.

Duksch nåede seks førsteholdskampe for Dortmund, men har 15 mål og 12 assists i 28 kampe for Dortmunds reserver i Regionalligaen.

Med St. Paulis masketrick, så ved klubber som FC København og AGF, hvad de skal gøre, hvis Ståle Solbakken eller Glen Riddersholm ikke lige er til stede, når der præsenteres en ny spiller.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere