Skræk-debut glemt: Dansk komet hyldes i Tyskland

Andreas Christensen har taget revanche for en vaklende start i Mönchengladbach, og nu høster han stor anerkendelse i Bundesligaen

Efter en svær start nyder Andreas Christensen nu stor succes i Bundesligaen. (Foto: AP)
Efter en svær start nyder Andreas Christensen nu stor succes i Bundesligaen. (Foto: AP)

Der var store forventninger til Andreas Christensen, da danskeren forud for denne sæson gjorde sit indtog i Borussia Mönchengladbach.

Den udlejede Chelsea-spiller oplevede dog en rædselsfuld debut, da han i premiere-runden først blev udraderet af Dortmund og siden udstillet som syndebuk i medierne.

En lavine af dårlige nyheder tog sin begyndelse. Christensen blev parkeret i udkanten af truppen, mens Mönchengladbach fortsatte med at tabe og sank sammen i Bundesligaen.

Nu er lykken dog vendt. I slutningen af september skiftede klubben træner, og under den nye frontfigur, André Schubert, vælter pointene ind - og Christensen er kommet tilbage i varmen.

Lørdag var han i startopstillingen for femte gang i streg, da Mönchengladbach på udebane slog Eintracht Frankfurt med overbevisende 5-1 og dermed tog sin fjerde sejr på stribe.

Christensen er om nogen blevet synonym med succesen. Den skrækkelige debut synes således glemt, og lejesvenden høster stor anerkendelse for sine præstationer i midterforsvaret.

Se også: Leon lavede en 'Diego: Der var klart hånd på

Anderas Christensen har foruden spilletid i Bundesligaen også prøvet kræfter med Champions League i denne sæson. (Foto: AP)
Anderas Christensen har foruden spilletid i Bundesligaen også prøvet kræfter med Champions League i denne sæson. (Foto: AP)

Flot bedømmelse
Denne weekend var ingen undtagelse, og de tyske medier kaster fine karakterer efter det store talent i kølvandet på lørdagens imponerende bedrift. Væk er usikkerheden, og respekten synes genvundet.

- Danskeren optrådte igen med høj koncentration og var hele tiden vågen. Han vaklede ikke i nærkampene og bidrog med to stærke redningsaktioner, skriver Westdeutsche Zeitung.

Avisen giver Christensen bedømmelsen 2 på en skala fra 1-6, hvor laveste score er bedst. En pil opad får karakteren hos det konkurrerende medie Rheinische Post, hvor der står 2+ ud for den unge dansker. Det er især hans evne til at tage hånd om eventuelle farer, inden situationerne udvikler sig kritisk, der bliver lovprist.

- Agerede altid godt og stoppede så mange Frankfurt-angreb, hvilket betød værterne sjældent blev gæster i straffesparksfeltet. Reddede med hovedet et forsøg fra Alexander Meier i slutfasen, lyder det i Rheinische Post.

Foruden de pæne ord og sejren kan Christensen og Co. glæde sig over, at lørdagens tre point sender Mönchengladbach op på en aktuel 10. plads i Bundesligaen efter ni spillerunder.

I Champions League er der dog endnu ikke sat en en stopper for blødningen, og med to nederlag i to kampe er holdet sidst i gruppen, der også tæller Sevilla, Manchester City og Juventus.

Sidstnævnte modstander får Christensen æren af at krydse klinger med på onsdag, når italienerne er værter for et opgør, hvor Mönchengadbach trods den seneste optur ikke levnes mange chancer.

Se også: Stor succes uden Bendtner: Angriber-mål på stribe

15 kommentarer
Vis kommentarer