Snydt for vidunderdreng

17-årige Jude Bellingham skifter Birmingham ud med tyske Dortmund. Manchester United har også jagtet den unge englænder

17-årige Jude Bellingham er holdkammerat med Kristian Pedersen i Birmingham. Nu går turen til Dortmund for den talentfulde englænder. Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
17-årige Jude Bellingham er holdkammerat med Kristian Pedersen i Birmingham. Nu går turen til Dortmund for den talentfulde englænder. Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix

Dortmund har snydt Manchester United for det engelske stortalent Jude Bellingham.

De to storklubber har bejlet kraftigt til Birmingham-spilleren, der i sidste ende har besluttet for at fortsætte sin karriere i Tyskland.

I hvert fald hvis man skal tro flere engelske medier og journalisten Fabrizio Romano.

På Twitter skriver Romano, at Bellingham skriver under på en aftale med Dortmund, der løber frem til sommeren 2025. Til gengæld betaler den tyske klub 23 mio. euro - 171 mio. kr. - til englænderne.

Daily Mirror beretter også om en forestående handel.

Jude Bellingham fyldte tidligere på ugen 17, og det betyder, at han nu kan sætte sin signatur på en professionel kontrakt.

Det er udsigten til spilletid, der angiveligt har fået ham til at vælge Dortmund frem for Manchester United. Den tyske klub hentede i 2017 Jadon Sancho i en ung alder i Manchester City, og englænderen har udviklet sig til en stjerne i Bundesligaen.

Bellingham og Dortmund håber på en gentagelse af den historie.

Jude Bellingham skal gå i fodsporene på Jadon Sancho i Dortmund. Foto: Leon Kuegeler/Ritzau Scanpix
Jude Bellingham skal gå i fodsporene på Jadon Sancho i Dortmund. Foto: Leon Kuegeler/Ritzau Scanpix

Stortalentet har ellers været på besøg på Manchester Uniteds træningsanlæg, Carrington. Et besøg, der tilfældigvis faldt sammen med, at Sir Alex Ferguson også var på Carrington …

Bellingham-lejren blev imponeret af Manchester Uniteds anstrengelser, men klubben kunne ikke garantere den unge midtbanemand en nøglerolle, og det har angiveligt fået det til at tippe Dortmunds vej.

Tilbage i januar fik den tyske klub afvist et bud på næsten 250 mio. kr., men Birmingham er nu som følge af coronakrisen parat til at sælge stjernefrøet noget billigere.

I aftalen er der dog adskillige klausuler, så beløbet kan komme noget længere op end de 171 mio. kr., hvis Bellingham slår igennem i tysk fodbold.

Jude Bellingham blev i august Birminghams yngste førsteholdsspiller nogensinde, da han debuterede i en alder af 16 år og 38 dage.

Han har spillet 38 kampe for The Championship-klubben i denne sæson.

5 kommentarer
Vis kommentarer